RIAS A/S genanvender plast fra havet i nye køreplader

RIAS A/S er nomineret til Byggeriets Klimapris 2020 for virksomhedens nye produkt – OceanPlast køreplade – som er produceret af 98% havplast og 2% farve.

Del:

RIAS A/S har med deres nylancerede produkt – OceanPlast kørepladen – meldt sig ind i kampen om at få genanvendt plast fra havet.

Kørepladen er produceret af 98% havplast, som stammer fra udtjente fiskenet, trawl og reb, og de resterende 2% er farvestoffer. Hver gang der benyttes 1000 kg havplast, spares der 1650 kg CO2.

Kørepladen er en måde, hvorpå RIAS er med til at tage ansvar for og værne om miljøet, så vi i også kan få gavn af det i fremtiden.

– Det anslås, at der er mere end 150 millioner tons plast i verdenshavene. Dette tal vil kun stige med tiden, hvis vi ikke tænker og tager ansvar for miljøet. Plasten ender ikke selv i havet, men kommer ofte fra land, hvorfra det enten er tabt eller blæst ud i havet. Derfor vil vi hos RIAS A/S gerne bidrage til, at vi passer bedre på miljøet, da vi ellers kan være skyld i, at det går ud over både dyr og natur, fortæller Anders Topp, divisionschef i RIAS A/S.

RIAS A/S har lanceret en køreplade af 98% havplast fra bl.a. trawl, reb og fiskenet.

Selve styrken på kørepladen afhænger af det underlag man benytter. På et stabilt underlag vil kørepladen kunne klare et akseltryk på op mod 20 ton. Der er desuden udstanset to håndtag på siden af pladen, hvilket gør pladen meget mere håndterbar for en enkelt person.

Byggeriets Klimapris

RIAS A/S er nomineret til Byggeriets Klimapris 2020 for lanceringen af deres Ocean Plast køreplade.

Prisen gives til en virksomhed, som gør en ekstraordinær indsats på klimaområdet. Der er i alt 5 nominerede virksomheder til Byggeriets Klimapris 2020, du kan se de nominerede her.

– Vi er virkelig stolte over at blive nomineret, og venter meget spændt på resultatet, afslutter Anders Topp.

Prisoverrækkelsen finder sted på BYGGERI´20 onsdag den 11. marts 2020, kl. 11.30. På messen kan RIAS findes på stand A-0646.