Døre og vinduer i plast er gode til at holde på varmen

Rammer til døre i plast er gode til at holde på varmen. Det er godt for CO2-udledning og din varmeregning – og det behøver ikke gå udover den æstetiske værdi.

Del:

Varmetab fra vinduer og døre udgør en stor del af det samlede varmetab fra din bolig. Op imod halvdelen af varmetabet sker gennem gamle 1-lagsvinduer og termoruder og fra dårligt isolerede karme og rammer.

I dag er energiruder standard i alle nye vinduer. Det betyder enorme energibesparelser. Men der er stadig store energibesparelser at hente, da der ofte sker et betydeligt varmetab gennem vinduernes rammer og karm, der fungerer som en kuldebro.

Plastvinduer og -døre i plast og isoleringsevne

Plast er et isolerende og ikke-varmeledende materiale. Tænk blot på at holde en dampende varm kop kaffe i et plastkrus sammenlignet med et metalkrus. Derfor er plast et effektivt materiale til at bryde de kuldebroer, der opstår, når vinduer og døre i boligen ikke er isoleret godt nok.

Nye vinduers varmetabsværdi – den såkaldte U-værdi – skal ifølge bygningsreglementet være under 1,5. Og kravene skærpes yderligere. Hvis man kombinerer energiglas med rammer og karme af glasfiberarmeret plast, kan vindueskonstruktionens samlede varmetab komme helt ned under 0,8. Plastvinduer med lav U-værdi kan også fremstilles i PVC eller ABS/PVC blandinger.

Bundstykker af glasfiberarmeret plast til døre er også en ideel løsning til at reducere varmetabet fra din bolig. Du fjerner kuldebroer fra døren og undgår dermed træk og kulde. Det er derfor en god ide at gå huset igennem og se, hvor der er besparelser at hente – både økonomisk og for klimaet.

Vedligeholdelsesfri

Rammer, karme og bundstykker i plast er stort set vedligeholdelsesfrie. Tænk blot på forskellen i vedligeholdelsen af en træbåd og en glasfiberbåd eller på kloakrør eller tagrender af PVC, der holder i et utal af år helt uden vedligeholdelse.

Plast tåler påvirkning fra vand, vind og vejr og kan holde i mere end 50 år.

 Designfrihed og æstetik

Det behøver absolut ikke at gå udover designet, hvis man vælger vinduer med rammer og karme i plast.

Glasfiberarmeret plast er tværtimod et meget let materiale, der har så gode styrke- og stivhedsegenskaber, at vinduesprofilerne kan udføres i et slankt og elegant design – hvilket førende arkitekter også har fået øje på.