Genplast udvider med 50 procent

Genplast i Farsø oplever en enorm interesse for plastgenanvendelse. Den øgede efterspørgsel fra store virksomheder, der især er kommet inden for de seneste 3 år, har gjort, at Genplast nu mangler plads. Derfor udvider virksomheden med en hal på 1500 kvadratmeter og nye maskiner, så produktionen kan udvides med 50 procent.

Del:

Genanvendelsesvirksomheden Genplast i Farsø udvider biksen, men virksomheden bliver af en helt simpel grund stadig nødt til at sige nej til mange potentielle kunder.

I mange kommuner sorteres plast i samme container som metal og nogle gange også glas. Men uanset om plasten ender sammen med både metal og glas, vil Genplast ikke tage imod det.

– Det kan simpelthen ikke betale sig. Hvis man blander alting sammen, så skal man først bruge tid på at sortere glasset og metallet fra plasten. Efter sorteringen er ingen af delene længere af særlig høj kvalitet, og så får man alligevel en lav genanvendelsesprocent ud af det, siger Stig Nielsen, chef og ejer af Genplast til Nordjyske.dk.

Selv om genanvendelse er mere populært end nogensinde før, er der ifølge Stig Nielsen stadig mange ting i processen fra, at plasten ryger i affaldscontaineren, til det genanvendes, som kan og skal forbedres. Og det gælder både for store virksomheder og forbrugerne.

Interessen for genanvendelse er steget markant

Siden Genplast blev etableret i 2000, har der været nok at se til for Stig Nielsen og hans medarbejdere. Men især inden for de seneste tre år har de i virksomheden kunnet mærke, at efterspørgslen er taget til.

– Det er sprunget i luften, siger Stig Nielsen og påpeger, at det i høj grad er forbrugernes fortjeneste.

Han fortsætter:

– Virksomhederne bliver mødt med krav fra forbrugerne, som de bliver nødt til at reagere på. Før i tiden kom virksomhederne til mig og spurgte, hvad jeg ville give for deres plastaffald. Så svarede jeg, at det ville jeg ikke give noget for, men i stedet have for eksempel 700 kroner for at genanvende det. Det ville de ikke være med til. Så var det billigere at sende det videre til forbrænding. De var pisseligeglade med, hvor meget de brændte af, det handlede om at gøre det billigst.

Stig Nielsen, adm. direktør i Genplast.

I kølvandet på den øgede miljø- og genanvendelsesfokus der har været i de seneste år, begyndte man at kunne finde produkter med genanvendt plast. I supermarkederne kunne man bl.a. finde poser, hvorpå der stod, ‘denne pose er lavet af 75 procent genanvendt plastik’.

– Pludselig ville folk kun købe den slags poser. Og det er folks tegnebog, der bestemmer. Hvis de ikke vil købe en vare, fordi den ikke er miljøvenlig, så kan firmaerne ikke sælge deres varer, og så bliver de nødt til at genanvende deres produktaffald, siger Stig Nielsen.

Den øgede efterspørgsel fra store virksomheder har gjort, at Genplast er kommet i pladsmangel. Derfor har de tilkøbt to hektar på en nærliggende grund, hvor der også er en 1.500 kvadratmeter hal. Derudover får de fem nye maskiner, så de engang i marts kan udvide produktionen med 50 procent ekstra.

Sammensatte produkter er ikke genanvendelige

Hos mange store virksomheder har man fået øjnene op for vigtigheden af at genanvende plast, blandt andet fordi de møder krav fra både politikere og forbrugere. Selvom interessen for genanvendelse er stor, må Genplast stadig afvise mange virksomheder.

– Af princip siger jeg aldrig nej til virksomheder, der vil have genanvendt deres plastaffald. Men det sker, at virksomheder kommer med plastaffald, som ikke passer til vores arbejdsmetode, fordi det ikke er genanvendeligt. Det er varer, som er sammensat af mange forskellige materialer, siger Stig Nielsen og fortsætter:

– Tag for eksempel flere smørbare produkter. Pakkerne i sig selv er lavet af hundrede procent genanvendeligt hård plast. Men for at gøre den lidt “lækker” i designet, ser man ofte, at der er sat et kraftigt stykke pap-alu på låget og på siden. Det gør, at vi ikke kan genanvende det. Og hvad folk ikke tænker på er, at den, der producerer pakkerne, har flere hundrede tons affald om året, som er lige til at brænde.

Ifølge Stig Nielsen er Lurpak bare ét eksempel af mange produkter, hvor designet betyder mere end genanvendelsesmuligheden. Når den slags kunder kommer til ham, har han et enkelt råd til dem.

– Jeg råder dem til at gå tilbage til deres produktdesignere og sige, at både låg, bund og bånd skal laves af samme materiale hele vejen igennem, siger han.

Manglende kildesortering i hjemmet

Som det ser ud nu, tager Genplast ikke imod plastaffald fra husholdninger, da det ikke kan betale sig på grund af den dårlige sortering. Stig håber dog på, at de i fremtiden vil kunne modtage og genanvende plastaffald fra danske husholdninger.

– Det mest optimale ville være, at man kildesorterede alt i hjemmet. I Tyskland har de nogle steder otte skraldespande, så hvorfor skulle vi ikke også kunne finde ud af at have det i Danmark? Hvis man ikke gør det der, så er der alligevel en anden, som skal gøre det senere. Og så bliver det både dyrere, og der kommer mere spild, siger Stig Nielsen.

Han fortsætter:

– Hvis du tager din pose og smider den i en skraldespand kun med plastikposer, så kan affaldet blive kørt direkte hen til mig, og så vil jeg kunne lave det til granulat, som kan omsmeltes til en ny pose – med omkostninger, der ligger omkring en krone og hundrede procent genanvendelse. Men som det er nu, skal affaldet først køres til et renovationsfirma, hvor det bliver sorteret. Først derefter kommer det til mig, og så vil det ende op omkring 8-12 kroner med en høj andel af spild.

Det er ikke noget, der kan ske fra den ene dag til den anden. Stig tror dog på, at borgerne gerne vil kildesortere; de mangler bare redskaberne til at gøre det.

– Ligesom man underviser borgerne i alt muligt andet, synes jeg også, men burde undervise dem i at kildesortere, afslutter Stig Nielsen.