AMU SYD investerer i højteknologisk sprøjtestøbemaskine til plastmageruddannelsen

På billedet ses bagest faglærer Mette Høilund, AMU SYD, plastmagerelever Ann Willumsen, Dania Plast, og John Carstensen, Neptun Plast.

Eleverne på plastmageruddannelsen på AMU SYD kan godt glæde sig. Uddannelsesinstitutionen har netop investeret i sprøjtestøbemaskinernes ’Rolls Royce’, en Engel Victory 330/80. En fuldhydraulisk maskine med drejehjul og ny styring.

Del:

Det er vigtigt at eleverne på AMU SYD bliver undervist i den nyeste teknologi, derfor bliver uddannelsesinstitutionen også nødt til at følge den teknologiske udvikling og det kræver nogle gange, at der investeres i nyt maskineri.

AMU SYD har netop investeret omkring en halv million kroner i en ny sprøjtestøbemaskine, en Engel Victory 330/80. Mette Høilund, som er faglærer på plastmageruddannelsen i Ribe fortæller:

– Når kursister og elever fra plastindustrien får uddannelse på AMU Syd, så er det vigtigt, at de bliver undervist i den nyeste teknologi, så de bliver skarpe til at udnytte de mange muligheder, som de nyeste maskiner giver. Maskinparken rundt på virksomhederne bliver mere og mere højteknologisk.

Den nye avancerede sprøjtestøbemaskine er fuldhydraulisk og kan støbe alt fra små tandhjul til plastlåg og dele til hi-fi, havemøbler og kofangere.

Øget brugervenlighed og intuitiv betjening

En højteknologisk sprøjtestøbemaskine kan umiddelbart lyde svært at betjente, men brugervenlighed er indtænkt i designet af maskinen. I praksis ses det ved at sprøjtestøbemaskinen betjenes via en stor touchskærm, hvor du finder en række intuitive menuer, hvilket gør det lettere at betjene maskinen.

Når du navigerer rundt i menuerne, kan du bl.a. tilgå maskinens styreenhed og anvende forskellige typer statistik. Det er en del af kvalitetssikringen af de elementer, som maskinen støber.

– Den nye maskine er et godt billede på, hvor meget højteknologi de danske virksomheder bruger i hverdagen for at opnå en konkurrencefordel. Der er data i alt i dag, og det stiller store krav til medarbejdernes færdigheder. Derfor er det vigtigt med uddannelse, og det er vigtigt, at vores undervisning og maskinerne i undervisningen er med helt fremme, siger Ole Møller, marketingchef på AMU SYD.