EU’s engangsplastdirektiv skal snart implementeres i Danmark. Miljøstyrelsen har vurderet et behov for mere viden om de konsekvenser, implementeringen af direktivet kommer til at få. Det vil Plastindustrien gerne bakke op om. Derfor opfordrer vi medlemmer til at bidrage til undersøgelsen ved at sende data ind til os, som vi giver videre til COWI, der foretager analysen for Miljøstyrelsen.
EU’s engangsplastdirektiv fra december 2018 omfatter et forbud mod salg af visse engangsplast-produkter i 2021.
Det vil medføre et skift i forbrug til alternative produkter i andre materialer. På nuværende tidspunkt findes der ikke tilstrække viden om konsekvenserne ved at skifte engangsplast ud med produkter i alternative materialer.
Der er derfor behov for mere viden om, hvilken miljømæssig og erhvervsøkonomisk betydning implementeringen af EU’s engangsplastdirektiv kommer til at få i Danmark.
Miljøstyrelsen har derfor indgået en aftale med COWI, der den kommende tid skal gennemføre en undersøgelse af alternativerne til plastprodukter i de produktkategorier, der rammes af et forbud.
Analysen skal kortlægge mængder af engangsplast samt udarbejde en livscyklusvurdering af alternativerne til plastprodukter.
LÆS OGSÅ: Miljøstyrelsen vil skaffe mere viden før plastforbud
Plastindustrien opfordrer til at få alle nuancerne med
Analysen skal danne et bedre fundament for implementeringen af EU’s engangsplastdirektiv, og det vil Plastindustrien gerne bidrage til.
– Nu skal engangsplastdirektivet til at implementeres i Danmark, og Miljøstyrelsen har vurderet, at de skal bruge lidt mere viden om konsekvenserne af direktivet og alternative produkter. Det vil vi meget gerne hjælpe dem med at belyse, da vi længe har råbt op om, at den politiske proces i EU gik meget hurtigt. Det er vigtigt, at vi får alle nuancerne med, fortæller Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien.
Følgende produktkategorier er omfattet: engangsbestik, tallerkner, sugerør, rørepinde, ballonpinde, fødevarebeholdere af ekspanderet polystyren, drikkebægre af ekspanderet polystyren, drikkevarebeholdere af ekspanderet polystyren, fødevarebeholdere, drikkebægre, drikkevarebeholdere, bind, tamponer og indføringshylstre til tamponer, vådservietter, balloner, indpakningsposer og folier, drikkeflasker og plastprodukter af oxonedbrydeligt plast.
For hver produktkategori ønskes viden om:
- Største/vigtige producenter, importører, distributører og forhandlere
- Hvilke materialealternativer der findes til engangsplastproduktet
- Hvilke andre alternativer der findes til engangsproduktet
- Kilder til informationer om handels- og forbrugsmængder for disse produkter og deres alternativer
- Information om virksomheder/organisationer som allerede har substitueret engangsplastproduktet
- Information om lande, hvor markedsføringen af engangsplastproduktet allerede er forbudt/reguleret, og eventuelle konsekvenser af denne regulering
Plastindustriens sekretariat samler data ind fra virksomheder og videreformidler denne data til COWI. Vi opfordrer til, at alle relevante virksomheder sender kommentarer og data ind.
Hvis du eller jeres virksomhed har et bidrag til undersøgelsen, kan I rette henvendelse til Anders K. Knudsen, miljøkonsulent i Plastindustrien på akk@plast.dk senest den 17. oktober.
LÆS MERE: Miljøstyrelsens følgebrev til virksomhedskontakt i engangsplastkortlægningen