Frivillige kan nu søge om støtte til hjælp med at fjerne affald på stranden

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, roser oprettelsen af strandrensningspuljen, hvor private og foreninger kan søge om støtte til deres arbejde med at fjerne affald fra de danske strande.

Frivillige, der giver en hånd med for at holde danske strande fri for affald, kan nu søge om penge hos Miljøstyrelsen til for eksempel skraldeposer og leje af trailere. Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, roser tiltaget, der er en konsekvens af plasthandlingsplanen.

Del:

Fremover bliver det lidt nemmere og lidt mere attraktivt at gøre en frivillig indsats for at fjerne affald langs Danmarks kyster.

Nu kan alle fra private borgere til foreninger nemlig søge om midler i en helt ny strandoprydningspulje, der er blevet oprettet i forlængelse af Folketingets plasthandlingsplan, som alle partier stod bag i februar 2019.

Midlerne kan søges til alt fra skraldeposer til forplejning af deltagere ved større arrangementer. Man kan også søge tilskud til leje af udstyr, som kan bruges til affaldsopsamlingen – det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, er begejstret for tiltaget:

– Jeg har meget stor respekt for de mange frivillige ildsjæle, der er med til at rydde op. Uanset om affaldet på stranden stammer fra borgere, der ikke kan finde ud af at ramme en skraldespand eller fra forskellige erhverv, så skal det ikke være der. Derfor er det meget kærkomment med støtte til privatpersoner og organisationer, der yder en frivillig indsats.

Han fortsætter:

– Vi roste allerede oprettelsen af strandrydningspuljen, da plasthandlingsplanen blev vedtaget tidligere i år, og det er godt, at den nu bliver til virkelighed.

Strandoprydningspuljen indeholder i år 3,6 mio. kroner, og aktiviteterne må dog gerne afholdes næste år.

Miljøminister Lea Wermelin (S), præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding og projektleder i Hold Danmark Rent, Anette Juul, markerede forleden opstarten af puljen ved en affaldsjagt på Amager Strand sammen med en skoleklasse.

Fristen for ansøgninger til strandoprydningspuljen er den 3. oktober kl 12.