En række NGO’er efterlyser, at de enkelte plastaktører kommer med konkrete bud på, hvordan de kan bidrage til den grønne omstilling. Den opfordring har PVC-industrien for længst taget til sig ifølge Ole Grøndahl Hansen, der er direktør i PVC Informationsrådet.
Nedenstående debatindlæg er skrevet af Ole Grøndahl Hansen (direktør i PVC Informationsrådet), og det er bragt på Altinget.dk (6/9):
Grønne organisationer skriver i Altinget, at hver enkelt aktør i plastdebatten skal give et bud på, hvordan de hver især kan og vil bidrage til den grønne omstilling.
Den handske vil vi gerne tage op.
Hvad de færreste sikkert er klar over, er PVC, der jo i Danmark er den mest udskældte plasttype, faktisk er den plastsektor, som har den længste erfaring med at tage miljøansvar.
Det har blandt andet fået både FN og EU-Kommissionen til at anbefale andre industrisektorer og plastmaterialer at se på, hvordan PVC-industrien i Europa har håndteret deres udfordringer, når det gælder bæredygtighed.
Det kan ikke understreges kraftigt nok, at den bæredygtige løsning af PVC-problematikken ikke har været og sikkert aldrig bliver substitution.
På trods af utallige substitutionsrapporter og forsøg på at markedsføre såkaldt “PVC-fri”-produkter har PVC beholdt sin position som det foretrukne materiale til en lang række applikationer på grund af tekniske og økonomiske egenskaber.
Tag Orange Scene på Roskilde Festival: Teltet skal være meget langtidsholdbart og slidstærkt, da det tages op og ned mange gange, kunne tåle regn og blæst og ikke mindst holde sin orange farve. Det er kun PVC, der kan opfylde disse krav.
Fordele ved PVC er åbenlyse
Hidtil har plastdebatten i Danmark hovedsageligt handlet om engangsservice, sugerør, plastposer og emballage. Dette fokus på korttidsprodukter er selvfølgelig væsentligt, da disse udgør omkring halvdelen af den samlede plastproduktion.
Men vi må også se på, hvilke bæredygtige potentialer der ligger i de langtidsprodukter, der produceres af plast og er en forudsætning for vores velfærdssamfund.
Her spiller PVC en stor rolle. For eksempel er PVC den mest anvendte plastmateriale i byggeriet, og omkring 70 procent af PVC-råvaren bruges her til blandt andet rør, vinduer, døre, kabler, tagbelægninger, gulve og kabelbakker.
Fordelene ved PVC-materialet er åbenlyse og mangeartede: For det første bruger PVC langt færre fossile ressourcer i produktionsprocessen end andre plasttyper.
Hertil kommer, at PVC er meget langtidsholdbart og kan genanvendes adskillige gange uden at miste sine unikke tekniske egenskaber og uden at tilføre ny råvarer.
Eksempelvis kan et PVC-drikkevandsrør holde i 100 år og genanvendes mere end syv gange. Er det ikke den type materialer, som vi bør bruge i en bæredygtig fremtid?
Heftig PVC-debat i 90’erne
Nogen vil måske erindre, at der i sluthalvfemserne var en heftig debat om PVC.
Kritikere påpegede med rette, at genanvendelsen var minimal, bly blev brugt som stabilisator og farlige ftalater som blødgørerer, og miljøgiften dioxin blev udledt ved produktion og forbrænding.
Takket være PVC-industriens frivillige aftale Vinylplus, som har kostet industrien investeringer i milliardklassen, og miljølovgivning håndteres disse problemer i dag.
Årligt genanvendes 740.000 tons hård og blød PVC-affald i EU, hvilket svarer til produktionen på to store PVC-råvarefabrikker.
Man skal ikke undervurdere, hvilken udfordring dette er for en direktør, når han over for sin bestyrelse og aktionærerne skal forsøge at forklare, hvorfor virksomheden skal investere i genanvendelse, når det går ud over væksten.
For klimaet er sagen selvsagt en anden: Når man genanvender et kilo PVC, spares klimaet for to kilo CO2, og man sparer 90 procent af energien i forhold til produktion af ny råvare.
Forbrugere har stort ansvar
I Danmark oprettede industrien Wuppi-ordningen for en snes år siden, der indsamler og genanvender byggeaffald i hård PVC.
Hvad angår den bløde PVC, har vi i Danmark stadig en udfordring, som vi i industrien arbejder intenst på at løse. Det er nemlig vanvittigt, at genanvendeligt materiale som europæisk produceret PVC havner på deponi i stedet for at blive genanvendt.
Det drejer sig for eksempel om vinylgulve og tagbelægninger, som er produceret i Europa og overholder alle de strenge europæiske miljøregler omkring indholdsstoffer og produktion, som de grønne organisationer har kæmpet hårdt og prisværdigt for at få vedtaget.
En helt anden snak er det billige skrammel, som forbrugerne køber i netbutikker uden for EU, eller som de unge festivaldeltagere efterlader på Roskilde Festival, og som ofte indeholder stoffer, som vi har forbudt for længst.
Dette er et klokkeklart eksempel på, at også forbrugerne har et stort ansvar for, at den cirkulære økonomi kan realiseres i Danmark.
Når det gælder det ansvar, som de grønne organisationer mener, at industrien bør påtage sig, så mener vi godt, at vi kan sige, at vi tager den grønne omstilling alvorligt.
Selvfølgelig er der langt igen, men vi har vist, at økonomiske investeringer og samarbejde i hele værdikæden er vejen frem.