Nye plastkurser bliver næste år udbudt på CELF i Nykøbing F.

Fra januar 2020 kan man tage kurser i forarbejdning af plast på Industrioperatøruddannelsen på CELF i Nykøbing Falster.

Fra næste år vil der være mulighed for at tage en fagpakke på CELF i Nykøbing, der giver de studerende kompetencer inden for plastområdet. Tilbuddet kommer efter opfordring fra lokale virksomheder, og Plastindustrien støtter sammen med bl.a. AMU Syd, Den jydske Haandværkerskole og Industriens Uddannelse op om initiativet.

Del:

Et nyt tilbud har set dagens lys på uddannelsesinsitutionen, CELF i Nykøbing, hvor det fra næste år bliver muligt at tage flere plastkurser i uddannelsen som industrioperatør. Det skal imødekomme den store efterspørgsel på kompetencer inden for plastområdet, der er blandt virksomhederne i Østdanmark.

Fra januar 2020 kan man tage kurser i forarbejdning af plast på industrioperatøruddannelsen på CELF i Nykøbing Falster. Det har ikke været realistisk at lave en plastmageruddannelse i Østdanmark. Derfor er plastkurserne en kærkommen mulighed for at imødekomme de lokale virksomheders mangel på kompetencer inden for plast.

I 2018 blev der lavet et forsøg, hvor AMU Ribe afholdt enkelte plastkurser på CELF. Der var stor efterspørgsel på kurserne, og derfor valgte CELF og Business Lolland-Falster at arbejde videre med tilbuddet.

I samarbejde med Plastindustrien, AMU Syd i Ribe, Den jydske Haandværkerskole og Industriens Uddannelser er det blevet besluttet at tilbyde tre plastkurser som en del af den eksisterende industrioperatøruddannelse:

  • Anvendelse af termoplastmaterialer
  • Betjening af plast til sprøjtestøbemaskiner
  • Betjening af plast til ekstruderingsanlæg

Jo Dietrich, uddannelseskonsulent i Plastindustrien, fortæller:

– I Plastindustrien er vi glade for, at der nu er større mulighed for at opkvalificere og efteruddanne medarbejdere på Sjælland. Vi vil gerne  opfordre virksomheder til benytte sig af det nye tilbud, så vi kan få det skudt godt i gang.