Som opfølgning på trepartsaftalen om voksen-, efter- og videreuddannelse fra oktober 2017 får virksomheder og medarbejdere nu adgang til en hotline. Plastindustriens uddannelseskonsulent, Jo Dietrich, anbefaler særligt at bruge hotlinen, hvis man har svært at finde rundt i udbuddet af kurser.
Som opfølgning på trepartsaftalen om voksen-, efter- og videreuddannelse fra oktober 2017 får virksomheder og medarbejdere nu adgang til en hotline.
Hotlinen, som har fået navnet eVejledning, tilbyder hjælp og vejledning til virksomhederne om de offentlige uddannelser og efteruddannelse for voksne medarbejdere.
I eVejledning sidder mere end 30 professionelle vejledere klar til at vejlede om alle former for offentlige uddannelser og efteruddannelser i Danmark.
På hotlinen kan såvel virksomheder som medarbejdere få hjælp til at finde kurser, moduler på alle niveauer eller erhvervsuddannelser på tværs af brancher og kan rådgive jer om regler, økonomi og kvalitet, mens eVejledning ikke rådgiver om overenskomsternes regler.
Hotlinen har også åbent uden for almindelig åbningstid og i weekenderne. Vejlederne er ikke tilknyttet en bestemt institution, men er uafhængige af udbyderne. I kan kontakte hotline på tlf. 70222207 eller ved at sende en mail på voksen@evejledning.dk.
Plastindustriens uddannelseskonsulent, Jo Dietrich, siger:
– Det kan være svært at finde rundt i udbuddet af efteruddannelseskurser for medarbejdere i plastbranchen, og jeg håber derfor, at mange vil benytte sig af denne nye mulighed for at få hjælp. I lyset af manglen på faglærte kan efteruddannelse af ufaglærte medarbejdere være en rigtig god løsning.
Etableringen af den nationale hotline afspejler, at mange virksomheder har efterspurgt en uafhængig rådgivningsfunktion, der kan give dem overblik og lette arbejdet med at få i gangsat uddannelse og efteruddannelse i den enkelte virksomhed.