BODY BIKE har netop annonceret, at de i samarbejde med danske Plastix A/S har produceret den første indendørs motionscykel af gamle plast-fiskenet.
Den danske virksomhed BODY BIKE lancerer et nyt produkt i genanvendt plast: motionscyklen OceanIX.
Det genanvendte plast, der er brugt til at producere cyklen, kommer fra danske Plastix, der opkøber gamle plast-fiskenet fra blandt andet Island, Alaska, Skotland og hele Skandinavien.
At bruge fiskenet på denne måde gavner miljøet, da de ellers vil blive brændt, eller efterladt i naturen.
Plastix indsamler fiskenet og sorterer dem manuelt før de bliver omdannet til pellets, som i dette tilfælde bliver brugt til at producere cyklen OceanIX.
”Vi er utroligt stolte”
Direktør i BODY BIKE Uffe A. Olesen beskriver, at samarbejdet med Plastix startede med et ønske om, at gøre en forskel:
– Vi mødtes med Plastix og begyndte straks at tænke på, hvordan vi kunne bruge den genanvendte plast. Det er et ønske for mig, aktivt at gøre noget ved mængden af plast i havene, så derfor ville vi gerne bruge den genanvendte plast aktivt. Derfor indgik vi et samarbejde med Plastix, hvor vi bruger deres genanvendte materiale til at lave vores helt unikke cykel, OceanIX, siger Uffe A. Olesen og understreger:
– Vi er helt utroligt stolte af OceanIX, der ikke bare er en cykel. Den er en del af en større sag, og vi fremstiller den, fordi vi føler, at det er det rigtige at gøre, og fordi vi tror på, at der er mange andre som os, der ønsker at gøre en forskel for vores miljø.
Cyklen der kun kan fås i én farve, nemlig ”Havblå”, besidder de samme funktioner som en almindelig Smart+ model, og gør at rytteren kan få sendt data som puls, hastighed osv., direkte til deres smartphone.
OceanIX bliver lanceret til FIBO konferencen 2019 i Tyskland til april.