I et fælles debatindlæg i Altinget (13/12) skriver Thomas Drustrup (Plastindustrien) og Karin Klitgaard (DI), at regeringens plasthandleplan udstikker en rigtig kurs, men der er fortsat stor usikkerhed om spillereglerne i affaldssektoren. Derfor opfordrer de til, at Folketinget også får gennemført forsyningsstrategien
Nedenstående debatindlæg er bragt i Altinget 13. december. Forfatterne er Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien og Karin Klitgaard, miljøpolitisk chef i Dansk Industri:
Den første sætning i regeringens plasthandlingsplan er: ”Vi kan ikke undvære plastik”. Det er vi enige i.
Hvad enten det er for at gøre vores biler lettere og dermed mere klimavenlige, eller det er til at pakke vores fødevarer ind, så de holder længere, så bidrager plast positivt til samfundet. Men vi er også enige i det budskab, som er titlen på planen: ‘Plastik uden spild’.
Ensretning af affaldsindsamlingen – ja tak!
Succesfuld genanvendelse forudsætter, at vi både gør det let for borgerne at sortere plastaffaldet rigtigt og for virksomhederne at anvende det til nye råvarer og produkter.
Begge dele halter desværre i dag. Tal fra PlasticsEurope viser, at Danmark er blandt de allerdårligste i Europa til at genanvende plast fra vores husholdningsaffald, og kun en meget begrænset mængde af den plast, der udsorteres fra husholdningerne, bliver oparbejdet til nye råvarer i Danmark.
Vi bakker derfor meget stærkt op om forslaget i regeringens udspil om at ensarte måden, vi indsamler og sorterer plastaffald på. Vi mener her, at det er vigtigt at indrette systemet på baggrund af, hvilke typer plast og hvilken kvalitet virksomhederne efterspørger.
Alle husholdninger skal have mulighed for at kildesortere plast
Vores konkrete anbefaling er, at alle kommuner som udgangspunkt skal tilbyde alle husholdninger muligheden for at kildesortere i plast – uden at der blandes glas og metal i. Dernæst bør alle sorteringsanlæg i første omgang fokusere på at udsortere en god kvalitet af plasttyperne PP, PET og PE.
Denne tilgang vil gøre det muligt at øge kvaliteten i genanvendelsen af plastemballage betydeligt, da de tre plasttyper svarer til 75 procent af den samlede plastmængde i husholdningsaffaldet, der bliver indsamlet i Københavns Kommune.
Nedsæt et vækstpanel for øget plastgenanvendelse
Plastbranchen i Danmark forbruger mere end 500.000 ton plastråmaterialer om året, hvoraf omkring 60 procent af færdigvarerne eksporteres.
Det store forbrug af plast giver mulighed for at opbygge en betydelig industri i Danmark baseret på affaldsplast som råvare, men i dag genanvendes så lidt som 45.000 tons om året i Danmark, på trods af at plast er et særdeles velegnet materiale til genanvendelse. Det kan vi gøre bedre.
Som det også fremgår af planen, har en række danske virksomheder forpligtet sig til at genanvende mere end 200.000 tons mere plast i 2025. For at understøtte dette og fortsætte denne udvikling yderligere foreslår vi etableringen af et vækstpanel for øget plastgenanvendelse, der skal udarbejde anbefalinger til, hvordan udviklingen hen mod øget plastgenanvendelse i Danmark hensigtsmæssigt understøttes.
Bedre viden om plast
Plast er højt på dagsordenen i Danmark i disse år, og det er godt, at der er opmærksomhed om plasten – om potentialer og udfordringer. Desværre oplever vi jævnligt, at de offentlige debatter er præget af urigtige påstande uden videnskabelig forankring, hvilket kan gøre det sværere at træffe et oplyst valg af løsninger, produkter mv.
I ‘Plastik uden spild’ foreslås oprettelsen af et nationalt plastcenter som samlingspunkt for den danske plastindsats, hvilket er et godt skridt i retning af saglig formidling om plast.
Vi foreslår i forlængelse af det at etablere en dedikeret platform, der orienterer fagligt og nuanceret om plast i al almindelighed med særligt fokus på eksempelvis design, genanvendelsesmuligheder og livscyklusanalyser. Der er behov for mere viden og bedre værktøjer, hvis vi for eksempel gennem produktdesign skal gøre det enklere at genanvende i fremtiden.
Gennemfør forsyningsstrategien
Endelig skal den nok vigtigste barriere for at fremme genanvendelse i Danmark nævnes: usikkerhed om affaldssektorens fremtid. Det gælder plast, og det gælder alle andre materialer.
Bedre genanvendelse kræver ny teknologi, nye anlæg. Og det kræver store investeringer. Som det ser ud i dag, er der usikkerhed om spillereglerne i sektoren. I dag investerer kommunerne i en række kommunale anlæg, som ikke har en ordentlig samfundsøkonomi, og som skaber ulige konkurrencevilkår for private investeringer. Risikoen for, at kommuner – med skattekroner i baglommen – pludselig kan vælge at springe ind på markedet, afholder virksomheder fra at investere.
Derfor opfordrer vi til, at Folketinget – ud over plasthandlingsplanen – også gennemfører regeringens forsyningsstrategi. Der er behov for en klar arbejdsdeling, hvor der er høje krav til kvaliteten i genanvendelsen, hvor kommunerne agerer myndighed, udbyder affaldet og fører tilsyn, mens de private virksomheder konkurrerer om at håndtere affaldet, så det bliver genbrugt og genanvendt.
Samlet set udstikker regeringens plasthandlingsplan en rigtig kurs, men der er mulighed for at sætte turbo på, så der kommer mere gang i genanvendelsen.