I Børsen (13/12) skriver Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien: “Af regeringens plasthandlingsplan fremgår det, at for hver 1 mio. tons plast der bliver genanvendt, så svarer det til at tage 1 mio. biler af vejen målt på CO2 -udledning. Så der er god grund til at handle.”
Nedenstående debatindlæg af Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, er bragt i en forkortet udgave i Børsen den 13. december:
Regeringen har netop lanceret sit udkast til en plasthandlingsplan, som fokuserer på at forebygge plast i naturen og at sætte turbo på den danske plastgenanvendelse.
Vi vurderer, som brancheorganisation for danske plastvirksomheder, at der er et stort uudnyttet vækstpotentiale forbundet med at øge genanvendelsen.
Hvis vi kan indfri potentialet, så vil det helt konkret betyde flere grønne danske arbejdspladser, da det estimeres, at for hver 1.000 ton plastaffald, der bliver genanvendt i stedet for at blive forbrændt eller eksporteret, vil der blive skabt 3-4 jobs.
I forhold til klima og miljø er der naturligvis også gevinster at hente. Af regeringens plasthandlingsplan fremgår det, at for hver 1 mio. tons plast der bliver genanvendt, så svarer det til at tage 1 mio. biler af vejen målt på CO2 -udledning. Så der er god grund til at handle.
Vi har længe efterlyst et opgør med de 98 kommuners mange forskellige måder at indrette affaldsindsamlingen på. I nogle kommuner har forbrugeren mulighed for at sortere forskellige plasttyper, mens det andre steder slet ikke er muligt at sortere plast. Det resulterer i, at mængderne bliver for forskellige og for små.
Plasthandlingsplanen indeholder forslag om, at vi fremover skal sortere plasten ens på tværs af kommunegrænser. Det er efter vores mening et nødvendigt træk for at kunne skabe et effektivt system, der er let for borgerne at forstå, og som giver vores virksomheder adgang til de genanvendte råvarer, de ønsker.
Hvis vi endelig skal lede efter lidt malurt i bægeret, så savner vi, at plasthandlingsplanen angiver en konkret deadline for, hvornår målet om standardisering af den kommunale affaldsindsamling skal være realiseret.
Overordnet set mener vi, at regeringen med forslaget om at ensrette affaldsindsamlingen udstikker en rigtig kurs.
Hvis de gode ambitioner bliver fulgt helt til dørs, så er vi overbevist om, at det er muligt at genanvende væsentligt mere end de 36% af plastemballagen fra husholdninger og virksomheder, som der ifølge plasthandlingsplanen pt. bliver genanvendt.