Ny landsdækkende undersøgelse: Ingen tegn på mikroplast i drikkevandet

En ny landsdækkende undersøgelse finder ingen tegn på, at drikkevandet er forurenet med mikroplastik. Undersøgelsen er foretaget af Aarhus Universitet for Miljøstyrelsen, og resultatet glæder Plastindustriens miljøpolitiske chef Christina Busk.

Del:

Diskussionen om en eventuel forekomst af mikroplast i det danske drikkevand blussede for alvor op sidste år, da et pilotforsøg fra erhvervsakademiet Cphbusiness hævdede, at der var blevet fundet op til 18 stykker mikroplast i en liter drikkevand fra hovedstadsområdet.

Fagfolk vurderede dog resultaterne som værende metodisk usikre, og debatten førte til, at Miljøstyrelsen bad Aarhus Universitet om at udvikle en sikker og valideret målemetode til netop at måle mikroplast i drikkevand.

Det videnskabelige studie fra Aarhus Universitet er netop blevet offentliggjort, og konklusionen er:

Indholdet af mikroplastik er under detektionsgrænsen i 16 ud af 17 drikkevandsvandprøver. En enkelt prøve overskred detektionsgrænsen, men her viste en efterfølgende analyse, at hovedparten af de mikroplast-lignede partikler faktisk bestod af andre stoffer end mikroplast.

Der blev analyseret vandprøver tappet fra vandhaner på 17 lokaliteter fordelt i hele landet. Der blev målt på mikroplast-partikler ned til en størrelse på 0,1 millimeter.

Rasmus Moes, kontorchef i Miljøstyrelsen fortæller:

-Der er ikke noget, der tyder på, at mikroplastik er et problem for drikkevandet i Danmark. Det er billedet, der tegner sig med denne undersøgelse, som er baseret på de bedste, helt nye analysemetoder, der er til rådighed.

Hos Plastindustriens miljøpolitiske chef, Christina Busk, er der naturligvis glæde at spore i kølvandet på nyheden:

– Jeg er utrolig glad for, at der er kommet ny viden på området. Mikroplast hører på ingen måde til i drikkevandet, så det er betryggende at få bekræftet, at der ikke er mikroplast i det danske drikkevand. Hele forløbet viser også, at det er afgørende at inddrage reel forskning og fakta, når bølgerne i debatten går højt.

Vandprøverne blev tappet direkte fra vandhanerne og stammer både fra private boliger, private arbejdspladser samt private og offentlige institutioner.

Hver vandprøve bestod af 50 liter vand, der blev undersøgt for mikroplast-lignende partikler.