I dette debatindlæg understreger Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, at regeringens plan om en udvidelse af pantsystemet i 2020, er et godt skridt på vejen, men at det skal følges op med yderligere reformer på affaldsområdet.
Nedenstående debatindlæg er bl.a. bragt i Nordjyske Stiftstidende (6/7), og det er skrevet af Thomas Drustrup, adm. direktør i brancheforeningen Plastindustrien:
Nordjyske Stiftstidende bragte (26/6.) en artikel om regeringens nye plan om at udvide vores pantsystem, så det fra 2020 også kan håndtere juice-og saftemballage. Det vil øge mængden af indsamlede plastflasker med 9000 ton.
Det er vi rigtig glade for i Plastindustrien, de danske plastvirksomheders brancheorganisation. De indsamlede flasker bliver nemlig kværnet og brugt som materiale i nye produkter rundt omkring i vores industri, hvilket er fantastisk for både miljø og økonomi. Genanvendt plast kræver således både mindre CO2 og er billigere end nyproduceret råvare.
Efterspørgslen på genanvendt plast i den kvalitet, som pantsystemet giver os, er faktisk er så stor, at mange virksomheder sagtens kunne bruge meget, meget mere. Her kan udvidelsen af pantsystemet helt sikkert hjælpe os. Derfor har regeringen her taget en solid og gennemarbejdet beslutning, der både er til gavn for miljøet og for virksomheder rundt omkring i Danmark.
Brug for at kommuner sorterer på samme måde
I Plastindustrien vil vi gerne genavende meget mere plast – og for at nå den ambition er vi nødt til også at kigge på andre værktøjer end pant. Der er ganske enkelt en grænse for, hvor meget affald små lokale supermarkeder og købmænd kan håndtere.
Vi håber derfor, at Folketingets partier med regeringen i spidsen vil give den danske affaldshåndtering et grundigt og tiltrængt serviceeftersyn, så vi sammen kan sikre mere og bedre genanvendelse.
Vi ser f.eks. et stort potentiale i at skabe en mere ensartet affaldssortering på tværs af kommunegrænserne. Alene på plastområdet er der i dag over 30 forskellige måder at sortere på i vores lille land. Det kan kun give et ineffektivt system – og det gør det også.
En rapport fra Miljøstyrelsen viser, at vi kan spare ikke mindre end 228 millioner kroner om året, hvis vi ensretter sorteringskriterierne på tværs af kommuner.
Rapporten viser også, at denne fortjeneste kunne veksles til en øget genanvendelse af husholdningsaffaldet på 11 procent.
Et udvidet pantsystem er altså et fint skridt på vejen, men det skal følges op af konkrete initiativer for at genanvende endnu mere i fremtiden.