Mere samarbejde mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner er en fordel

Det er vigtigt, at vi i branchen prioriterer rekrutteringskampagner som fx Bliv Plastmager. Og det er vigtigt, at vi alle i branchen gør en ekstra indsats og virksomheder investerer i fremtiden ved at ansatte flere lærlinge. For rekruttering af kvalificeret arbejdskraft er mere end nogensinde en udfordring for vores virksomheder.

Del:

Leder til Magasinet Plast nr. 2 – 2018 – forfattet af Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien.

Som brancheforening favner vi bredt. Den ene dag forsvarer vi plastposer i medierne og den næste forsøger vi at punktere vi myten om, at der findes ’plastikøer’. Men vi bruger også rigtig meget tid og mange ressourcer på at fremtidssikre vores branche ved at fokusere på uddannelsesområdet.

Rekruttering af kvalificeret arbejdskraft – herunder uddannelse af faglærte til branchen – er mere end nogensinde en udfordring for vores virksomheder.

Vi har gennem en årrække haft succes med at øge optaget på plastmageruddannelsen, hvilket bl.a. er sket gennem kampagnen Bliv Plastmager. Vi har et rigtigt godt samarbejde med de relevante skoler og uddannelsessystemet generelt, og derudover spiller det også en stor rolle, at vi udadtil kan kommunikere, at vi har en praktikpladsgaranti.

Men hvordan bliver vi endnu bedre?

Imidlertid kan vi konstatere, at der stadig er stor efterspørgsel på arbejdskraft, og det er derfor brug for at skifte til et højere gear. I den proces kan vi benytte lejligheden til at spørge os selv om følgende: Har vi som industri gjort, hvad vi kan for at tiltrække lærlinge – har vi gjort nok?

En afgørende faktor i kampen for at få flere dygtige unge til at vælge vores uddannelser er et tættere og bedre samarbejde mellem den enkelte plastvirksomhed og de nærliggende uddannelsesinstitutioner.

Vi opfordrer derfor vores medlemsvirksomheder til at tage fat i de lokale uddannelsesinstitutioner og indgå partnerskaber og samarbejder – ikke kun om praktikpladser og praktikforløb, men også med det formål, at øge kendskabet i den brede befolkning, til vores industri.

Det vil bl.a. medføre, at mor/far, ungdomsuddannelsesvejledere, skolelærere og universiteter bedre kender til os og kan skubbe både børn og unge i vores retning.

Eksempelvis er der mulighed for at folkeskoler og virksomheder sammen arrangerer erhvervspraktikforløb for elever. I Plastindustrien barsler vi med at engagere vores medlemmer i konkrete forløb, hvor elever i de ældste klasser i grundskolen skal i erhvervspraktik og prøve kræfter med plastproduktion.

Slå praktikpladser op på Praktikpladsen.dk

Det er vigtigt, at vi i branchen fortsat prioriterer rekrutteringskampagner som fx Bliv Plastmager. Og det er centralt, at vi alle i branchen gør en ekstra indsats og virksomheder investerer i fremtiden ved at ansatte flere lærlinge.

Husk i denne forbindelse at opslå ledige pladser på Praktikpladsen.dk. Vi har brug for at vise omverdenen, at vi både kan og vil – og det er langt lettere at søge en praktikplads, hvis man ved den eksisterer.