I maj og juni har udstillingen ‘Plast i en cirkulær økonomi – sådan gør vi i praksis’ været tilgængelig i Industriens Hus på Rådhuspladsen. Både skoleklasser, kommunale miljøfolk og repræsentanter fra Miljøstyrelsen er blevet vist rundt, og til efteråret får udstillingen nyt liv hos Amager Ressourcecenter.
Den 4. maj indviede Plastindustrien udstillingen ‘Plast i en cirkulær økonomi – sådan gør vi i praksis’, og dernæst har udstillingen været tilgængelig i indgangspartiet til Industriens Hus ud mod Rådhuspladsen til og med juni måned.
Udstillingen har været åben for alle, og det tilbud har rigtig mange benyttet sig af. Blandt andet har Plastindustriens sekretariat gennemført rundvisninger for en række skoleklasser på forskellige alderstrin, og der har også været besøg fra flere uddannelsesinstitutioner, kommuner og Miljøstyrelsen. Nedenfor i denne artikel har vi sammensat et billedgalleri fra diverse besøg.
En af fordelene ved at have haft udstillingen placeret i indgangen til Industriens Hus er, at der på daglig basis er utroligt mange mennesker, som deltager i forskellige events i huset.
I løbet af udstillingsperioden har der i Industriens Hus bl.a. været royalt besøg fra den japanske kronprins, arrangement i forbindelse med DI’s 25 år-jubilæum og Danish Design Awards for blot at nævne nogle få eksempler.
– Vores udstilling er virkelig blevet eksponeret over for et stort antal mennesker. Det betyder, at langt flere har fået indsigt i, hvordan vores medlemmer arbejder med plastgenanvendelse. Vi kan mærke, hvordan udstillingen har været med til at skabe positiv opmærksomhed omkring nogle vigtige temaer, og jeg er rigtig glad for, at udstillingen efter sommerferien får nyt liv, fortæller Kirsten Eg Jensen, der har været Plastindustriens tovholder på initiativet.
I efteråret lever udstillingen videre, da Amager Ressourcecenter og Københavns Kommune har ønsket at sætte mere fokus på mulighederne ved genanvendelse af plast – når udstillingen genåbner, så bliver det naturligvis annonceret på Plast.dk.
Billeder fra udstillingen:
Virksomhedernes konkrete løsninger er blevet vist frem
Formålet med udstillingen har været at vise, hvordan genanvendelse af plast for mange danske plastvirksomheder er en helt central del af deres forretning. Udstillingen gav med andre ord et unikt indblik i, hvordan virksomhederne i praksis genanvender plast og fremmer den cirkulære økonomi.
Udstillingen var først og fremmest bygget om omkring en lang række forskellige plastprodukter, der stammer fra et bredt udsnit af de danske plastvirksomheder.
Det var bl.a. muligt at opleve vejrbestandige møbler støbt af gamle plastposer, en støjskærm fra motorvejen produceret i materiale fra en vindmøllevinge, fødevareemballage i 100% genanvendt plast, råvare oparbejdet fra udslidte fiskenet og meget, meget mere.
Disse aktører har bidraget til udstillingen:
- Aage Vestergaard Larsen A/S
- AVK Plast
- Dansk Rotations Plastic
- Fors A/S
- Færch Plast
- Letbæk Plast
- Miljøskærm ApS
- Plastix
- Schoeller Plast-Enterprise
- SP Extrusion A/S (en del af SP Group)
‘Plast i en cirkulær økonomi – sådan gør vi i praksis’ er blevet til i et samarbejde med Plastics Europe.
Udstillingen udspringer af et nyt genanvendelseskatalog
Ideen med at udstille produkter i genanvendt plast udspringer fra udgivelsen af et nyt genanvendelseskatalog med titlen ‘Fortællinger om plastgenanvendelse – i praksis’, hvor Plastindustrien har samlet en række konkrete virksomhedscases for at illustrere overfor omverdenen, hvad branchen allerede i dag kan inden for genanvendelsesområdet.
Et andet formål med genanvendelseskataloget er også at synliggøre nogle af de forhindringer og barrierer, der i dag er i vejen for øget genanvendelse i Danmark.
Nedenfor kan du bladre i ‘Fortællinger om plastgenanvendelse – i praksis’.
Klik på ‘Fullscreen-ikonet’ midten for at se de enkelte sider i et større og mere læsevenligt format: