Nyrup Plast holdt den grønne fane højt til Rørcenterdagene

Nyrup Plast var til stede begge dage, da Rørcentermessen sidste måned løb af stablen på Teknologisk Institut.

I sidste måned løb specialmessen Rørcenterdagene igen af stablen på Teknologisk Institut i Taastrup. Traditionen tro var det med deltagelse af den sjællandske rørgrossist Nyrup Plast, der fik vist sortimentet frem til de fremmødte.

Del:

For 15. gang blev der igen i juni måned afholdt Rørcenterdagene: en lille, men målrettet specialmesse for vand- og afløbsteknik, der finder sted hvert andet år ved Teknologisk Institut i Taastrup.

Den sjællandske rørgrossistvirksomhed Nyrup Plast A/S var igen i år at finde blandt messens 111 udstillere. Her havde virksomheden opstillet dens egen bod med nyere såvel som velkendte produkter.

Nyrup Plasts administrerende direktør, Rasmus Mørkenborg, er da også godt tilfreds med virksomhedens tilstedeværelse på de to dage.

Han mener, at Rørcenterdagene er en god mulighed for, at virksomheder som hans kan vise produkterne frem. Hvad der dog især betyder noget, er den kontakt til nye interessenter, som messen faciliterer, mener direktøren.

– Der var rigtig stor interesse for vores produkter, og vi er allerede godt i gang med nye projekter i den forbindelse, siger Rasmus Mørkenborg til Plastindustrien og fortsætter:

– Det var et klart udbytte, at vi fik kontakt med både forsyninger, rådgivere og arkitekter indenfor spildevands- og stormflodssektoren.

Rasmus Mørkenborg, Adm. direktør, Nyrup Plast A/S

Interesse for både nye og velkendte produkter

Nyrup Plast havde igen i år medbragt både nye og velkendte produkter. En kombination, som faldt i de besøgendes smag, siger Rasmus Mørkenborg, der især fremhæver det velkendte produkt SediPipe – et system til rensning af overfladevand.

– Selvom det er en snart fem år gammel nyhed, vækker vores SediPipe-system stadig opsigt, fortsætter direktøren.

Han glæder sig over, at produktet over årene har fundet bredere anvendelse – eksempelvis indenfor plastbranchen.

– Blandt andet efterspørges det nu også af plastfabrikker, der har en masse granulat fra udendørsarealer, som skal tilbageholdes, før det render ud i det offentlige kloaksystem. Det kan SediPipe.

Rasmus Mørkenborg, Adm. direktør, Nyrup Plast A/S

Genanvendelse på dagsordenen

Rasmus Mørkenborg fortæller desuden, at man i år introducerede et nyt regnvandsfilter, der er muligt at bruge – og genbruge – i mange forskellige situationer på grund af en indbygget spuledyse.

– Nyheden var et særligt regnvandsfilter, der er modificeret med en spuledyse, som øger antallet af anvendelsesmuligheder, fortsætter han.

– Det kan eksempelvis anvendes på fabrikker, som bruger procesvand, da regnvandsfiltret både er med til at filtrere og genbruge vandet, hvilket naturligvis er en økonomisk god løsning i forhold til traditionelle filterssystemer, slutter Rasmus Mørkenborg, der også ser frem til at deltage på messen fremover.

Rørcentermessen løber efter planen af stablen næste gang i 2019. For Rasmus Mørkenborg og Nyrup Plast er det næste messebesøg Kloakmestermessen i Fredericia i januar 2018.

Nyrup Plast blev stiftet tilbage i 1953. I 1990 blev den opkøbt af Rasmus Mørkenborgs far, Henrik Johansen, som i 2014 overdrog firmaet til Rasmus.

Siden har virksomheden haft fuldt fokus på udvikling af miljørigtige løsninger. I dag beskæftiger man 14 medarbejdere på basen på Kannikevej 1 i Nyrup.