Store investeringer i bæredygtige materialer, politisk kamp for øget genanvendelse og partnerskaber med NGO’er er nogle af de grønne dagsordenener, der lige nu rykker i plastbranchen. Her kan du se et læserbrev i Information, som jeg har skrevet som svar til COOPs miljøchef Signe Frese, der mener, at industrien helt sjofler den grønne innovation.
Læserbrev bragt i forkortet version i Information 5. februar.
Signe Frese, miljøchef i COOP, beskrev i klummen »Plastik fantastisk« (27. januar) plastens mange muligheder og udfordringer. Frese roser plastens egenskaber, men siger at der er brug for global regulering, fokus på grøn innovation og mere genanvendelse for at håndtere de udfordringer, som forkert brug af plast skaber.
I Plastindustrien kunne vi ikke være mere enige! Plast skaber fantastiske løsninger til gavn for vores samfund, men skal bruges med omtanke og hører ikke hjemme i natur eller havmiljø.
Industrien vil gerne!
Derfor undrer det mig også, at Frese mener, at det er industrien, der står i vejen. Ifølge Frese befinder plastindustrien sig ”i stenalderen, når det gælder grøn innovation”. Det billede matcher ganske enkelt ikke virkeligheden. Vi er dybt optagede af grøn omstilling og af at finde løsninger.
Lad mig her give tre konkrete eksempler på vigtige fremskridt i vores industri indenfor bare det seneste halve år:
- I juni præsenterede Danmarks største plastvirksomhed LEGO en ny satsning på bæredygtighed. LEGO investerer 1 mia. kr. med det ene formål at udvikle miljøvenlige materialer til deres klodser og emballage.
- I november præsenterede EU Kommissionen sin nye plan for en cirkulær økonomi, der bl.a. stiller meget ambitiøse mål for genanvendelse af plast. Planen får stor betydning for måden, vi tænker affald og ressourcer på i Danmark. Det sker med vores fulde støtte.
- Plastindustrien har sammen med de to NGO’er Økologisk Råd og Plastic Change indgået et partnerskab. Målet er sammen at finde de rette løsninger på problemet med plast i havet. Vores parternskab har netop fået tildelt 9 mio. kr. fra Velux og Villum Fondene til en indsats, hvor forskning, borgerinddragelse og grøn forretningsudvikling er centrale elementer.
Ingen simple løsninger – desværre
Når det globale forbrug af plast vokser i disse år, skyldes det helt primært, at udviklingen i den globale velstand foregår i et tempo, vi aldrig tidligere har set. Det går så stærkt, at infrastrukturen mange steder ikke kan følge med. Det resulterer desværre i uoverskuelige affaldsproblemer.Kina, Indonesien, Vietnam, Thailand og Filippinerne står fx alene for over halvdelen af den plast, der hvert år ender i havet.
Kunne bioplast så ikke være løsningen på alle udfordringerne, som Signe Frese antyder? Det er desværre ikke så let. Mange faktorer har betydning for, om bioplast er et miljørigtigt alternativ. Det kræver bl.a., at vi er i stand til at få plasten indsamlet og behandlet i avancerede komposteringsanlæg. Vi arbejder på det, men der er lang vej. Derfor er bioplast endnu ikke et miljørigtigt alternativ til almindelig plast.
Cirkulær økonomi i stedet for brug og smid væk
Vores hovedfokus er at få plastproduktion og plastforbrug vævet ind en cirkulær økonomi. Vi vil have plasten ind i lukkede kredsløb, hvor materialet bliver brugt så mange gange som muligt – og meget mindre brug og smid væk.
Her kan COOP også gøre en forskel. Gør som IKEA og opsæt konkrete mål for øget brug af genanvendt plast. Indfør pantsystemer på tykke og mere holdbare plastnet som erstatning for det store forbrug af traditionelle bæreposer. Mulighederne er mange, og vi formidler gerne kontakten til danske plastvirksomheder, der kan hjælpe med grøn innovation.