Med hjælp fra Plastindustrien slog AVK Plast før jul to praktikpladsstillinger op for plastmagerelever. Det gav gevinst: Hvor det tidligere har været svært for virksomheden at finde de rigtige lærlinge, fik de denne gang over 15 kvalificerede, dedikerede ansøgere.
Sidste år lancerede Plastindustrien et nyt initiativ: Konkret assistance til medlemmerne med at finde den allerbedste kandidat, når de opretter lærepladser til plastmagerelever.
Målet er på en gang at hjælpe virksomhederne med få fat i den helt rigtige lærling og samtidig øge interessen for plastmageruddannelsen. Det sker ved at lave stillingsopslag, der beskriver praktikpladsstillingerne, og så sprede dem blandt målgruppen via en kombination af digitale og sociale medier.
LÆS OGSÅ: Nyt tiltag: Plastindustrien hjælper dig med at få fat i den bedste plastmagerlærling
LÆS OGSÅ: Sådan hjælper vi din virksomhed ud til tusindvis af unge i målgruppen
Det valgte AVK Plast at benytte sig af. Før jul lavede de sammen med Plastindustrien et stillingsopslag, hvor virksomheden skiltede med to ledige lærepladser til plastmagerelever. Og det har været en stor succes, siger produktionschef Bruno Ringgaard:
– Vi vil rigtig gerne tage lærlinge her hos AVK Plast, men det skal ikke være nogen hemmelighed, atvi før har haft svært ved finde frem til de rigtige, motiverede elever, når vi har søgt. Det har været helt anderledes denne gang. Vi har fået 15-20 ansøgninger, og vi har lavet aftale med to rigtig dygtige elever. Vi vil helt sikkert gøre det samme igen, næste gang vi har plads til en lærling.
Dedikeret ansøger ville flytte i campingvogn for at få stillingen
Bruno Ringgaard har været særligt glad for den motivation, som ansøgerne har givet udtryk for i deres respons på AVK Plasts stillingsopslag.
– Jeg er rigtig imponeret over den dedikation og motivation, som ansøgerne har lagt for dagen. De to elever, vi har lavet aftale med, kommer fra henholdsvis Struer og Otterup på Fyn. Vores virksomhed ligger i Ribe, så eleverne flytter hertil fra en helt anden landsdel i praktikperioderne. Det er for mig et klart tegn på, at de vil det 100 pct.
– Vi havde sågar en ansøger, der skrev, at han var villig til at flytte i en campingvogn på en lokal campingplads for at få praktikpladsen. Det siger noget om, hvor meget de vil det. Det bliver jeg glad for på vores virksomheds vegne, siger Bruno Ringgaard.
Fortsat udsigt til stor mangel på faglært arbejdskraft i plastbranchen
Når Plastindustrien engagerer sig i at hjælpe virksomhederne med at få deres praktikpladsstillinger spredt, så er det for at imødekomme branchens store udfordringer med mangel på faglært arbejdskraft. En analyse fra DI konkluderede i september, at industrien i alt vil mangle 44.000 faglærte i 2025. Og plastmagerområdet er et af de steder, der ser ud til at blive hårdt ramt.
Derfor håber adm. direktør i Plastindustrien, Thomas Drustrup, at endnu flere virksomheder vil gøre som AVK Plast og slå deres praktikpladsstillinger op:
– En konkret praktikpladsstilling i en virksomhed er den allerbedste måde at fortælle de unge, hvorfor de skal vælge netop os. Vi kan nemlig både gøre det klart for de unge og deres forældre, at vi har rent faktisk har praktikpladserne, og vi kan fremvise de spændende muligheder, som virksomhederne tilbyder. Samtidig vinder virksomhederne også på det, for de får langt nemmere ved at finde den ideelle kandidat. Derfor vil jeg gerne opfordre endnu flere virksomheder til at gøre brug af vores tilbud, siger Thomas Drustrup.