Ny undersøgelse: Plast udleder mindre CO2 i 13 ud af 14 tilfælde

Plast udleder mindre CO2 end alternativer materialer, viser amerikansk undersøgelse.

Plast udleder mindre CO2 end alternative materialer i 13 ud af 14 undersøgte eksempler, viser ny undersøgelse. I enkelte tilfælde er CO2-besparelsen ved brug af plast op til 90 procent i forhold til andre materialer.

Del:

En rapport fra det internationale konsulenthus McKinsey & Company med titlen ’Climate Impact of Plastics’ viser overordnet, at plast udleder mindre CO2 end andre materialer målt på tværs af de mest plastforbrugende områder som emballage, byggeri, bilindustri, tekstiler og varige forbrugsgoder, der samlet repræsenterer ca. 90 procent af al plast.

Undersøgelsen viser desuden, at CO2-gevinsten ved brug af plast er mellem 10 og 90 procent og dækker direkte og indirekte udledninger.

For de direkte udledninger alene, som dækker over produktion, transport og affaldsstadie viser undersøgelsen, at plast er et bedre alternativ i 9 ud af de 14 efterprøvede eksempler, hvilket kan forklares med, at plast er mindre energitungt at producere og generelt vejer mindre end alternative materialer.

McKinsey: Mere genbrug, mere genanvendelse

De indirekte udledninger fylder potentielt meget og dækker bl.a. over bedre isolering, mindre madspild og mindre benzinforbrug i biler.

I afsnittet om potentielle indsatsområder mod en lavere CO2-udledning anbefaler McKinsey øget fokus på energibesparende produktion, mere genbrug og genanvendelse og mindre forbrænding.

– Det er alle områder, som Plastindustrien har fokus på, både i regi af netværk for cirkulær plastemballage samt netværk for energibesparelser, og viser, at vi er på rette vej, siger Plastindustriens miljøkonsulent, Anders Kildegaard Knudsen, efter at have læst rapporten.

Læs også: Netværk for Energibesparelse blev skudt i gang hos Grundfos

Rapporten viser dog også enkelte eksempler på, at plast har et ringere CO2-regnskab end alternativer – eksempelvis ved drikkeglas af plast set i forhold til glas, der genbruges og vaskes op.

Den uafhængigt gennemførte undersøgelse, hvis resultater blev offentliggjort i juli 2022, skal bl.a. illustrere forandringerne frem mod en CO2-neutral verden i 2050, som det hedder i rapportens resumé. McKinseys rapport er gennemgået af to uvildige LCA-eksperter, der har vurderet metode, analyser og resultater. Rapporten er udarbejdet på baggrund af tal fra et amerikansk scenarie, hvorfor ikke alle eksempler kan overføres én-til-én til europæiske forhold.