Projekt ‘Unge i Praksis’ skal inspirere skoleelever til at overveje en erhvervsuddannelse

Elever fra Kratbjergskolen i Allerød besøger Ulstrup Plast som en del af vejledningsprojektet Unge i Praksis i juni 2019.

Det treårige vejledningsprojekt Unge i Praksis blev sparket i gang før sommerferien. Det skal give unge indblik i, hvad det vil sige at tage en erhvervsuddannelse og hvilke muligheder, det bringer med sig. Ulstrup Plast er partner i projektet, som kombinerer brobygning på en erhvervsuddannelse med et praktikforløb i en virksomhed.

Del:

Unge i Praksis er et treårigt projekt, som Plastindustrien har været med til at sætte i søen sammen med Dansk Byggeri, Dansk Maritime, UU Danmark, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.

Unge i Praksis skal gennemføres over de næste tre år af de lokale UU-centre i kommunerne Allerød, Roskilde, Slagelse, Fredericia, Odder og Skanderborg i samarbejde med Plastindustrien og de øvrige partnere.

Vejledningsprojektet skal inspirere unge og forbedre deres grundlag for at overveje en erhvervsuddannelse, når de senere skal vælge uddannelsesretning.

LÆS MERE: Ny vejledningsindsats skal tiltrække dygtige tvivlere

Ulstrup Plast inviterer skoleelever indenfor

Ulstrup Plast deltager som en af virksomhederne i Unge i Praksis. De åbnede i juni dørene for første gang og inviterede en flok elever fra 7. b. på Kratbjergskolen i Allerød indenfor.

Eleverne deltog over tre dage i et praktikforløb, som skulle give dem en konkret oplevelse med hverdagen og arbejdet som faglært i en sprøjtestøbervirksomhed. Udgangspunktet er, at en sådan oplevelse hænger fast i hukommelsen i længere tid end den uddannelsesinformation, eleverne kan læse og lytte sig frem til.

Kombinationen mellem to dages brobygning  på en erhvervsuddannelse og tre dages efterfølgende erhvervspraktik i en virksomhed skal give eleverne et indtryk af, hvordan det, de lærer på en erhvervsuddannelse, kan sættes i spil på en arbejdsplads.

Ulstrup Plast skal være med i projektet i alle tre år, og virksomheden kommer derfor til at møde mange nysgerrige unge, der fremtidigt står over for at vælge blandt utallige uddannelsesretninger.

Virksomhederne PJ Diesel, Carl Nielsen og Søn og Man Energy Solutions tilbyder også praktikforløb som et led i Unge i Praksis.

Der er plads til flere plastvirksomheder Unge i Praksis. Hvis du ønsker at partner i projektet, kan du kontakte Plastindustriens uddannelseskonsulent Jo Dietrich på jd@plast.dk / 2489 3247.

Projektet gennemføres med støtte fra Nordea-fonden på 5,1 mio. kroner.

LÆS OGSÅ: Elever trækker i arbejdstøjet (Frederiksborg Amts Avis)