Schoeller Plast A/S sætter HOMEFARM i produktion

Schoeller Plast A/S sætter gang i produktionen af den miljøvenlige kapilærkasse HOMEFARM i samarbejde med Agro Block. HOMEFARM er lavet af genbrugsplast, som er mere bæredygtig end de klassiske kapilærkasser, og produktet vil allerede kunne købes i foråret.

Del:

På trods af et fejlslået finansieringsforsøg via crowdfunding har Schoeller Plast A/S valgt at sætte den miljøvenlige kapilærkasse HOMEFARM i produktion.

HOMEFARM er et nyt og bæredygtigt alternativ til den klassiske kapilærkasse i flamingo, der bruges rundt om i de skandinaviske drivhuse. HOMEFARM er skabt i genbrugsplast, og kræver derfor mindre energi at producere.

HOMEFARMs design gør det muligt at transportere cirka fire gange så mange kasser på én palle, hvilket gør, at den forurener væsentligt mindre under transport.

Jan Bybjerg Pedersen, udviklings- og salgsdirektør i Schoeller Plast A/S udtaler:

– Vi har fået mange positive tilbagemeldinger på produktet, og vi føler os derfor sikre på, at HOMEFARM bliver taget rigtig godt imod af forbrugerne, når den kommer i butikkerne til foråret.

Schoeller Plast har endvidere indgået en samarbejdsaftale med plantekasseproducenten Agro Block, der skal stå for salg og distribution af HOMEFARM. Det er i forvejen Schoeller Plast, der producerer Agro Blocks stabelbar plantekasse med samme navn, og derfor mener begge parter, at det giver en god synergieffekt.

– Vi mener, at de to produkter komplimenterer hinanden rigtig godt, og vi tror på, at det giver os en strategisk fordel, at vi kan præsentere to forskellige produkter inden for plante- og kapilærkasser, der begge er produceret udelukkende af genbrugsplast, siger Lars Carstensen, salgsdirektør hos Agro Block.

De to produkter er begge skabt med en vision om at bidrage til cirkulære miljøløsninger og nedbringe CO2-mængden ud fra FN’s verdensmål om ansvarlig produktion og forbrug, en større klimaindsats samt en forbedring af livet i verdenshavene.

De første 70-100 forhandlere i Danmark er allerede klar til at tage både HOMEFARM og Agro Block ind i sortimentet senest fra foråret 2019, men ambitionerne rækker ud over landets grænser.