Plastindustrien hopper med på Instagram-bølgen

Små 700.000 danskere er allerede på det billedbaserede sociale medie Instagram, og nu er Plastindustrien også hoppet med på bølgen. Formålet er at vise de særligt kreative og sjove sider frem af Plastindustrien og de danske plastvirksomheder.

Del:

Siden midten af juni 2016 har Plastindustrien været at finde på det sociale medie Instagram, der ifølge Danmarks Statistik har små 700.000 danske brugere.

Instagram – der populært sagt er en tjeneste til deling af billeder og tilhørende kommentarer – er dermed et meget populært medie, og det er medvirkende til, at Plastindustrien nu hoppet med på trenden. Det er særligt det lidt yngre segment, der har taget Instagram til sig, hvor der bliver delt mange spøjse og interessante billeder/historier.

Formålet med Plastindustriens profil på Instagram er da også at vise en lidt anderledes side af sekretariatet og de mange danske plastvirksomheder, som ikke nødvendigvis når ud til den brede offentlighed.

Instagram giver bl.a. mulighed for at sætte fokus på interessante plastprodukter, personerne i branchen og de kreative designhistorier.

– Instagram er en spændende kommunikationskanal for Plastindustrien, da lige præcis det her sociale medie giver os mulighed for at vise en side af branchen, som de færreste nogensinde får indblik i. Via Instagram kan vi arbejde på at gøre branchens og materialets image endnu bedre overfor en yngre målgruppe, der ellers kan være svær at få i tale, fortæller Lars Friis Farsøe, der er kommunikationskonsulent hos Plastindustrien.

I efteråret er det planen, at Plastindustriens Instagram-profil skal lånes ud til fx studerende og virksomheder, der har lyst til at give omverdenen et indblik i deres hverdag med plast.

Vi håber naturligvis, at der er virksomheder eller studerende i plastbranchen, der har lyst til at hjælpe os med at bygge en populær Instagram-profil op. Lige nu er vi en begynderfase, hvor vi afprøver forskellige typer af billeder og historier. Derfor er vi meget modtagelige overfor gode billeder og idéer til, hvad profilen skal indholde.

Lars Friis Farsøe, Kommunikationskonsulent i Plastindustrien

Man kan besøge Plastindustrien på Instagram via Instagram-app’en (@Plastindustrien) eller via dette link, der ikke kræver download.