Plastikposer, der ender i naturen, ER et problem, men forbud er ikke løsningen. I stedet er en afgift på plastposer, som den vi har i Danmark, et effektivt værktøj. Afgiften begrænser forbruget, øger incitamentet til genbrug og giver posen en større værdi – hvilket gør os mindre tilbøjelige til at smide dem fra os.
Tidligere på ugen skrev jeg her på bloggen om, hvordan plasticposen faktisk belaster miljøet langt mindre end poser af materialer som bomuld og papir. Undersøgelser viser, at du skal bruge din bomuldspose 131 gange og din papirpose fire gange, før det har været et grønnere valg end en plastikpose, som du kun bruger én gang.
Disse fakta er dog meget sjældent til stede i debatten om plastposer. Og mange miljøbevidste forbrugere vil derfor desværre helt instinktivt vælge poser af papir frem for plastik, når de bliver stillet over for valget.
Det tror jeg skyldes, at plastposen er en meget synlig repræsentant for de massive problemer, vi har med henkastet affald i naturen. Plastposer er lette og kan via vinden og havstrømme transporteres over lange afstande. Og når plastposerne først ender i naturen, bliver de der i lang tid til gene for mennesker og dyreliv.
Forbud kan give mening – i Rwanda!
Særligt i mindre velstående lande kan plastposerne udgøre et stort miljøproblem. Det har de i Rwanda valgt at komme til livs ved at indføre et forbud mod alle typer plastikposer. Rwandas motivation er at bekæmpe blokering af kloakker og luftforurening fra åben afbrænding af affald. I stedet bruges papirsposer eller kurve.
Også andre udviklingslande har meldt sig i kampen og indført totale eller delvise forbud mod særligt de ultratynde plastbæreposer.
Denne løsning synes jeg egentlig giver umiddelbar god mening – i lande som Rwanda! Fælles for de fleste af disse lande er nemlig, at de har ikke en infrastruktur, der gør det muligt at indsamle og genanvende plastposerne. Derfor er et forbud her en hurtig og effektiv løsning.
FN: Afgifter på plasticposer er langt bedre end forbud
Det får mange til at sige: Hvis de kan gøre det i Rwanda, så må vi da også gøre det hos os. Men selvom forbuddene kan virke som en nem løsning på et konkret problem, så mener jeg langt fra, det er hensigtsmæssigt i vores del af verden.
Samme holdning har FN.
FN’s Regionale Informationskontor i Bruxelles (UNRIC) skriver følgende på deres hjemmeside: ”Selvom miljøorganisationer giver deres støtte til sådanne initiativer (som de afrikanske forbud, red.), så prøver de også at fremhæve problemet med affald generelt, da plastik kun er toppen af isbjerget. At give folk en anden slags pose, er ikke svaret, ifølge miljøforkæmperne. Imens papirposer kan nedbrydes, koster de mere tid, energi og naturressourcer at producere, end plastikposer gør.”
Derfor er afgifter verdens mest effektive ”plastikposeforbud” ifølge FN. De refererer her til Irland, som indførte en plastposeafgift i 2002. Den irske afgift giver 166 mio. euro i den irske regerings miljøfond og reducerede på kort tid forbruget fra 328 til 21 poser pr. indbygger.
Jeg er helt enig i, at afgifter på poser kan være et godt instrument. At posen har en pris medvirker nemlig ikke kun til at reducere forbruget. Det betyder også, at vi tillægger posen (og dermed plasten) en helt anden værdi, end man gør i de lande, der giver poserne væk gratis og i store mængder. Vi er derfor mindre tilbøjelige til bare at smide den fra os.
Når posen har værdi, smider vi den ikke bare fra os
Jeg er helt enig i, at afgifter på poser kan være et godt instrument.
At posen har en pris medvirker nemlig ikke kun til at reducere forbruget. Det betyder også, at vi tillægger posen (og dermed plasten) en helt anden værdi, end man gør i de lande, der giver poserne væk gratis og i store mængder. Vi er derfor mindre tilbøjelige til bare at smide den fra os.
I Danmark har vi netop en en sådan afgift på plastbæreposer. Den blev indført i 1992 og resulterede i en halvering af forbruget. I dag er vi det land i EU, der bruger næstfærrest engangsposer. Kombineret med at vi i Danmark er blandt de bedste i Europa til at indsamle og håndtere vores plastaffald, mener jeg godt, vi kan markere os som et land, der har styr på vores.
Derfor: Drop forbud og kig mod Danmark og Irland
Vi behøver jo desværre slet ikke tage til Afrika for at få øje på plastposerne som et synligt miljøproblem. Flere EU-lande med Bulgarien og Italien i spidsen har et forbrug af tynde plastposer, som er mere end 50 gange højere end det danske. Samtidig er der flere af disse lande, der ikke har effektive og velfungerende affaldssystemer som det danske. Derfor ender husholdningsaffaldet inkl. plastposerne på lossepladsen eller simpelthen i naturen og havmiljøet.
For disse lande mener jeg, at der er alt mulig grund til at kigge på, hvad vi gør i fx Danmark og Irland og begrænse forbruget med afgifter i stedet for at ty til et plastposeforbud, som blot øger den samlede miljøbelastning.