Grøn Læringsdag skal styrke båndet mellem skoler og virksomheder

Primo Danmark A/S lagde hus til Grøn Læringsdag i november 2023.

Plastindustrien har i samarbejde med Videnscenteret for Automation og Robotteknologi afholdt den første ”Grønne Læringsdag”, som skal bygge bro mellem plastbranchens uddannelser og virksomheder og gøre undervisningen endnu mere virkelighedsnær og relevant i dag.

Del:

Fredag d. 10. november blev den første “Grønne Læringsdag” for landets plastmagerfaglærere afholdt hos Primo Danmark A/S i Tistrup.

Arrangementet, som blev tilrettelagt af Plastindustrien i samarbejde med Videnscenter for Automation og Robotteknologi (Nord), havde til formål at skabe en tættere forbindelse mellem virksomheder, forskning og uddannelser inden for plastmager- og værktøjsmageruddannelsen.

Begge plastskoler (AMU SYD og Den Jyske Håndværkerskole) var mød talstærkt op med samtlige undervisere og viste således deres opbakning til forløbet.

Dagen bød på en spændende række oplæg og diskussioner, med fokus på den grønne omstilling og dens betydning for plastbranchens behov for kompetencer.

Videreførelse af projekt ’Grønne Kompetencer’

Initivet er en fortsættelse af Plastindustriens arbejde med projektet “Grønne Kompetencer,” hvor målet er at styrke samarbejdet mellem skoler og virksomheder og imødekomme branchens behov for faglærte kompetencer inden for grøn omstilling gennem den nødvendige undervisning.

Jo Dietrich, seniorkonsulent i Plastindustrien og initiativtager til “Grønne Kompetencer,” udtaler:

– Det er utroligt vigtigt at få plastskolerne med i den grønne omstilling og bringe virksomhedernes viden og erfaring ind i undervisningen af kommende plastmagere. Det har længe ligget mig på sinde at bygge bro mellem skoler og virksomheder og opfordrer til at bruge hinanden i hverdagen, så undervisningen bliver så virkelighedsnær og relevant som muligt.

Samarbejde med Videnscenter for Automation og Robotteknologi

Videnscenter for Automation og Robotteknologi (Nord) arbejder på at løfte vidensniveauet på landets erhvervsskoler. Videnscentret dækker 15 uddannelser – herunder plastmageruddannelsen.

Derfor var det oplagt at samarbejde med Plastindustrien om at afholde en dag med fokus på plast og grøn viden, fortæller udviklingskonsulent hos VARN, Daniel Ambrosius Frederiksen:

– Ved at få viden om genanvendelse, plasttyper og cirkularitet ind i undervisningen, uddanner vi fremtidige plastmagere, som bedre kan agere og bidrage til virksomhedernes grønne omstilling. Det var tydeligt, at plastvirksomhederne i stigende grad efterspørger medarbejdere med grønne kompetencer.

Han fremhæver det som en stor styrke, at der var så mange forskellige aktører samlet på dagen:

– Det var værdifuldt at udveksle idéer og erfaringer på tværs af perspektiver, herunder faglærere, virksomheder, forskere og konsulenter. Det er mit håb, at vi med dagen har skabt grobund for endnu stærkere samarbejde mellem skolerne, virksomhederne og forskningssektoren.

Videnscentret har delt dagens oplæg med faglærere på Videnscenterportalen, så de kan bruge den nye viden i deres egen undervisning.