Vi bringer en række mini-portrætter af medlemmerne i Plastindustriens bestyrelse. I denne omgang zoomer vi ind på Per Dollerup Mikkelsen, der er adm. direktør i Nordisk Wavin A/S.
Per Dollerup Mikkelsen er administrerende direktør for Nordisk Wavin A/S, hvor han også er ansvarlig for Wavin koncernen i de Nordiske lande.
Den største fabrik i Norden er placeret i Hammel, men koncernen har også yderligere 4 fabrikker i landene Norge, Sverige og Finland. Samlet beskæftiger Wavin i Norden omkring 600 medarbejdere og omsætter for ca. 2 mia. DKK.
Bestyrelsesarbejdet inspirerer og udvikler
Per har valgt at engagere sig i Plastindustriens bestyrelse, da han gennem hele sin karriere har siddet i forskellige DI bestyrelser, idet han mener, at arbejdet her både bidrager til at forbedre industriens vilkår og betingelser, men også fordi han finder samarbejdet med andre virksomhedsledere inspirerende og udviklende.
Derudover mener Per, at han som chef for en af de virksomheder, der producerer de største mængder plast i Danmark, bør yde sin del af arbejdet i Plastindustrien.
Den største udfordring er genanvendelse
Ifølge Per er plastbranchens ubetingede største udfordring affaldshåndtering og genanvendelse, samt de imagemæssige udfordringer der afledes heraf.
Det er helt afgørende for plastens fremtidige udvikling, at der – på globalt niveau – bliver etableret gode og sikre systemer til indsamling og sortering af plastaffald, samt at der udvikles kommercielt rentable systemer til at genanvende plasten. Danmark og Europa skal være et foregangsland og vise den teknologiske vej mod dette.
Favoritproduktet er en rendestensbrød
Pers yndlings plastprodukt er Wavins netop lancerede og innovative rendestensbrønd med navnet TEGRA.
Rendestensbrøndene har nye innovative filtre og andre løsninger, som betyder, at de kan tilbageholde blade, sand og andet uønsket affald – herunder plastlåg fra kaffekopper, sugerør og lignende – i brønden, så disse ikke stopper afløbet og forårsager oversvømmelser, når de kraftige regnskyl sætter ind.