Rekordstort antal unge vil være plastmager

Det største hold plastmagere nogensinde er netop startet på Den jydske Haandværkerskole i Hadsten. Plastindustriens direktør Thomas Drustrup er meget tilfreds med udviklingen, da industrien har en stor udfordring med mangel på faglært arbejdskraft.

Del:

46 nye plastmagerelever satte sig i august til rette på skolebænken på Den jydske Haandværkerskole i Hadsten.

Det er det højeste antal nogensinde. Dermed fortsætter den positive tendens fra optaget på holdet i januar, der også var det højeste i uddannelsens 25 år lange historie.

Den store interesse for plastmagerfaget er ikke kommet af sig selv. Den er et resultat af det samarbejde, som Plastindustrien har med skolen i Hadsten om at sikre opmærksomhed omkring uddannelsen.

Kampagnen ”Bliv Plastmager” fik i efteråret helt nyt liv på Facebook, hvor fire unge plastmagere har delt du af deres hverdag på uddannelsen og i virksomhederne til andre unge. Kampagnens budskaber er nået ud til omkring en halv million unge i målgruppen.

LÆS OGSÅ: Se de nye plastmager-film

Plastindustriens direktør, Thomas Drustrup, er begejstret over, at initiativerne bærer frugt.

– Det er desværre ingen hemmelighed, at gymnasierne alt for ofte vinder over erhvervsuddannelserne i kampen om de unges gunst. Det er stort problem, for det betyder, at vi som samfund kommer til at mangle dygtige faglærte unge, der både kan bruge hovedet og finde ud af tage fat. Derfor synes jeg, det er rigtig flot, at vi er i stand til at gå imod den tendens og på vores lille område har været i stand til at øge optaget markant.

LÆS OGSÅ: Ny kampagne skal skaffe skarpe hjerner til plastmagerfaget

Industrien risikerer massiv mangel på faglært arbejdskraft

Flere analyser fra bl.a. Dansk Metal og Dansk Industri understreger med al tydelighed, hvor vigtigt det er at arbejde med rekruttering til plastbranchens erhvervsuddannelser. Store generationer trækker sig nemlig tilbage fra arbejdsmarkedet i disse år, og der mangler unge til at tage over.

Det betyder, at plastbranchen inden for kort tid kan komme til at stå med en akut mangel på dygtige folk med svendebrev som fx plastmager, industritekniker eller værktøjsmager.

Tal fra DI viser fx, at vi fra 2014 og frem mod 2020 skal uddanne 136 pct. flere plastmagere for at undgå mangel på arbejdskraft.

LÆS OGSÅ: DBI Plastics kæmper aktivt for kompetent arbejdskraft

Thomas Drustrup har i de seneste måneder besøgt en lang række af medlemsvirksomheder. Flere af dem melder om problemer med at skaffe faglært arbejdskraft:

– Det, jeg hører fra flere virksomheder, er, at det allerede nu kan være rigtig svært at finde de rigtige personer med de rigtige kompetencer. Det gælder desværre ikke kun for plastmagere, men for flere grupper af faglærte og for andre typer af ansatte med specifikke kompetencer inden for plastområdet. Jeg håber, at vi kan vende udviklingen, og i forhold til rekordoptaget så tyder noget heldigvis på, at flere har fået øjnene op for de spændende og talrige jobmuligheder, som plastbranchen byder på.

    

Grafen viser udviklingen i optaget på plastmageruddannelsen fra 2010-2014.