Ny satsning skal bringe ConvaTec Herlev ud på det blå ocean

ConvaTec Herlev indviede for nylig en ny produktionslinje. Fabrikschef William Hermanns fortæller, at investeringen skal give virksomheden bedre muligheder for at erobre nye kunder i områder med mindre konkurrence.

Del:

29. august klippede ConvaTec Herlev den røde snor over til en udvidelse af plastvirksomhedens produktion. 100 mio. kr. er blevet investeret i en ny linje og en ny tilbygning. Det skaber 10 nye jobs i virksomheden.

ConvaTec Herlev er for mange nok bedre kendt under navnet Papyro-Tex. Papyro-Tex er dog i dag en del af den globale plastkoncern ConvaTec. Deraf også det nye navn. Dengang som nu er det avancerede plastfolier, der udgør det primære produktkatalog. Folierne bliver til en række forskellige produkter – hovedsageligt indenfor medicinalområdet. Bl.a. blod- og urinposer.

Fabrikschef William Hermanns siger om udvidelsen:

– Vi har foretaget en sondring af, hvordan konkurrenceforholdene er på verdensmarkedet. Vi taler meget om det, vi kalder red ocean og blue ocean strategies hos os. Det røde ocean symboliserer markeder med hård konkurrence. I det blå ocean skaber du nye, unikke markedspositioner, hvor konkurrencen er minimal. Her skal du med andre ord ikke bare udnytte de behov, kunden allerede har. Du skal skabe nye behov og drage nytte af dem. Vores udvidelse skal forbedre chancerne for at kunne gøre netop det.

Ny linje er non-PVC

Papyro-Tex har hovedsageligt fremstillet produkter i PVC i al den tid virksomheden har beskæftiget sig med plast. Den ny maskinpark skal dog producere i andre materialer, siger Hermanns:

– Den ny linje skal producere der non-PVC produkter, og dermed er der nogle nye muligheder, der åbner sig for os. Vi arbejder os simpelthen ind i et helt nyt område af produkter. Samtidig bliver vi i stand til kundetilpassede produkter i højere grad, end vi har kunnet hidtil. Produktionspapperaterne er mere fleksible.

Fabrikschefen vil helst ikke udtale sig for meget om de konkrete nye produkter, der fremover også skal tegne ConvaTec Herlev:

– Der er stadig tale om flerlagsfilm til medicoindustrien, og der er tale om high end consumer-produkter, men vi kan desværre ikke sige så meget om det mere specifikke på nuværende tidspunkt på grund af hensyn til konkurrence.

Hvorfor udvide produktion i Danmark?

ConvaTec-koncernen beskæftiger 8.000 mennesker over hele verden. Så hvorfor blev det lige i Danmark – et land med høje produktionsomkostninger – at koncernen valgte at lægge en ny investering? William Hermanns forklarer:

– Der stilles rigtig store krav til den type af produkter, vi laver. I en pose til opbevaring af blod skal der ikke være den mindste tvivl om kvaliteten, funktionaliteten eller ydeevnen. Det siger sig selv. Det kræver stor viden og erfaring at kunne sikre det. Det er netop, hvad vi har hos os. Vi bygger den viden og erfaring ind i produkterne. Det er helt overordnet det, der gør, at det kan betale sig for vores koncern at have produktion – og tilmed udvide den – i Herlev i Danmark.

Han fortæller videre:

– I andre lande har de måske nok teknologien, men de har ikke vores know how og uddannelsesniveau inden for plast. De har ikke vores kompetencer. Det kan koncernledelsen også se. Samtidig er vi jo heller ikke løntunge. Den helt primære udgift er på råvaresiden, og den er jo mere eller mindre den samme alle steder.