Mangel på deltagere udskyder opstarten af næste hold plastspecialister

Ikke-kategoriseret

Plastspecialistuddannelsen på Den jydske Haandværkerskole mangler tilmeldinger, og opstarten af et nyt hold er foreløbig skudt to måneder frem til den 1. november. De manglende elever kan true eksistensen for den ellers meget roste uddannelse. Helt utrolig ærgerligt for branchen hvis det skulle komme dertil, siger senior director i LEGO Anders Ravnskjær.

Del:

Af Lars Friis Farsøe, Plastindustrien.

Plastspecialistuddannelsen, der åbnede i 2011, er kommet godt fra start med mange tilmeldinger og yderst positive evalueringer. Imidlertid har Den jydske Haandværkerskole været nødsaget til at udskyde opstarten af det næste hold plastspecialister til den 1. november, da der i år er mangel på tilmeldinger fra potentielle plastspecialister. 

Tilmelding er åben:

Det er muligt at læse mere om uddannelsen på www.djhhadsten.dk, hvor det også er muligt at tilmelde sig det hold af plastspecialister, der forhåbentlig bliver skudt i gang den 1. november.

De manglende tilmeldinger bekymrer Anders Ravnskjær, der er formand for Plastindustriens Uddannelsesudvalg og senior director i LEGO System A/S:

– Det får alarmklokkerne til at ringe, når vi i år har været nødt til at udskyde opstarten af et nyt hold plastspecialister. Hvis vi skal fastholde uddannelsens høje faglige indhold og ikke mindst selve uddannelsens eksistens, så er det afgørende, at vi løbende er i stand til at starte nye hold op. Det vil være helt utroligt ærgerligt for branchen, hvis det skulle ende med, at uddannelsen ikke fortsætter. Derfor opfordrer jeg til, at man ude i den enkelte virksomhed prioriterer at efteruddanne branchens mange dygtige plastmagere. Hellere i dag end i morgen.

Læs mere under annoncen… ###REKLAME###

Uddannelse betaler sig

På trods af plastspecialistuddannelsens korte levetid, så skorter det ikke på rosende ord om værdien af uddannelsen. Det skyldes først og fremmest, at plastspecialisterne efter endt uddannelsesophold er i stand til at gøre en markant forskel i den enkelte virksomhed:

– Der er massevis af konkrete eksempler på, at de nyuddannede plastspecialister har været i stand til at udvikle og optimere produktionen på den enkelte virksomhed. Det er altså noget, der kan mærkes i kroner og ører på bundlinjen. Mange virksomheder hænger forståeligt nok i bremsen, da de ikke vil undvære en dygtig medarbejder, mens vedkommende bliver uddannet. Alle erfaringer tyder dog på, at det på lidt længere sigt er en rigtig sund investering at få en plastspecialist tilknyttet virksomheden, forklarer Anders Ravnskjær, formand for Plastindustriens Uddannelsesudvalg.