DAKOFA-konference satte fokus på bedre udnyttelse af plastaffald

Ikke-kategoriseret

På DAKOFAs (Dansk Komptencecenter for Affald) konference den 20. august blev der sat fokus på, hvordan der kan ske en bedre udnyttelse og genanvendelse af plastaffald. Konferencen blev afholdt i Ingeniørhuset, og blandt oplægsholderne var Plastindustriens miljøchef, Helle Fabiansen. I sit oplæg lagde Helle Fabiansen først og fremmest vægt på de muligheder og udfordringer, der er forbundet med øget plastgenanvendelse.

Del:

Af Lars Friis Farsøe.

Den 20. august deltog 70 mennesker i DAKOFA-konferencen ’Plastgenanvendelse – hvor langt er vi?”, der blev afholdt i Ingeniørhuset. Blandt deltagerne var repræsentanter fra kommuner, danske plastvirksomheder, renovationsbranchen, rådgivningsfirmaer og relevante myndigheder/organer. 

Plast er et af de materialer, som bliver brugt mest i vores samfund, da det er et billigt, fleksibelt og holdbart materiale, som oftest overlever selve produktets funktionstid. Plasten bliver ofte brugt som emballage, hvor det udgør et billigt engangsprodukt, der ikke bliver genbrugt eller genanvendt.

I 2008 blev kun 21,3 % af plastaffaldet i EU genanvendt, og i Danmark er det også regeringens politiske mål at øge genanvendelsen af plast. Det konkrete ambitionsniveau for genanvendelse i Danmark bliver for alvor sat til debat, når regeringen om kort tid præsenterer den længe ventede nationale ressourcestrategi.

Det var med andre ord et yderst aktuelt emne, der var på agendaen til DAKOFA-konferencen, hvor der var oplægsholdere fra bl.a. DAKOFA, Dansk Affald, Aage Vestergaard Larsen ApS, Københavns Kommune og Plastindustrien.

Læs mere under annoncen… ###REKLAME###

Plastindustrien: Mere genanvendelse giver nye muligheder

Helle Fabiansen, miljøchef i Plastindustrien, gik på talerstolen med et budskab om, at øget genanvendelse af plast giver en række nye forretningsmæssige muligheder for branchen f.eks. i form af billigere råvarer, nye produkter og nye markeder.

Tidligere i år gennemførte Plastindustrien en undersøgelse blandt medlemmerne, og konklusionen af denne undersøgelse var klar: Mange plastvirksomheder anvender allerede i dag genanvendt plast, men en stor andel af virksomhederne oplever, at ufleksible myndighedskrav, for lav materialekvalitet og en ustabil forsyning står i vejen for øget plastgenanvendelse.

LÆS OGSÅ: Plastindustrien glæder sig over paradigmeskifte

I sit oplæg argumenterede Helle Fabiansen derfor for, at det en afgørende forudsætning for både forretningsmæssig og miljømæssig succes, at der bliver etableret et effektivt indsamlings- og sorteringssystem, der sikrer en lav pris på genanvendt kvalitetsplast, hvor materialet er velspecificeret.

Helle Fabiansen fortalte i sit oplæg også, at Danmark er det land i EU, der præsterer dårligst, når det kommer til genanvendelse af plast fra husholdningerne. Derfor er mulighederne mange og potentialet stort, når det kommer til øget genanvendelse af plastaffald.

Se Helle Fabiansens oplæg fra DAKOFA-konferencen: