Ftalatforbud skudt til hjørne i to år

Ikke-kategoriseret

Det planlagte forbud af fire ftalater, der efter planen skulle træde i kraft i december i år, er nu blevet skudt til hjørne af Miljøstyrelsen, Folketingets Miljøudvalg og Miljøministeren. Som udgangspunkt er forbuddet blevet udskudt i to år, og det skyldes ikke mindst, at forbuddet er blevet heftigt kritiseret for at være uigennemtænkt, da det i praksis sætter en stopper for salg og import af elektronisk udstyr. 

Del:

Af Lars Friis Farsøe.

Det omdiskuterede danske forbud mod salg/import af produkter, der indeholder ftalaterne – DEHP, DBP, BBP og DIBP – træder alligevel ikke i kraft den 1. december i år som planlagt. Efter længere tids politisk behandling og offentlig debat er forslaget foreløbigt blevet udskudt i to år.

Den vikarierende miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF) forklarer, at det er urealistisk at producenter af eksempelvis PC’ere er i stand til at udfase brugen af de fire ftalater allerede i år:

– Det vigtigste for mig er at sikre forbrugerne, men det skal selvfølgelig gøres på en måde, så samfundet ikke går i stå, og virksomheder lukker og slukker. Vi har haft en dialog med brancherne om problemet, og jeg er glad for, at vi har en fælles forståelse for nødvendigheden af at komme af med de her stoffer.

LÆS OGSÅ: Danske ftalatkrav bliver måske blødt op

Læs mere under annoncen… ###REKLAME###

Omfattende kritik har fyldt i medierne

Ftalatforbuddet har i den seneste tid fået mange hårde ord med på vejen, da forbuddet som nævnt ville medføre et forbud mod salg og import af en lang række forskellige elektroniske varer i Danmark.

Blandt kritikerne var bl.a. Dansk Erhverv der mente, at regeringen var gået for langt i kampen for at sikre Danmark en grøn profil, hvis man var parat til at forbyde produkter, der indeholder blødgjort plastik inde i hardwaren. 

Heller ikke hos Plastindustrien har man har haft mange rosende ord tilovers for det planlagte danske ftalatforbud, som gennemføres uden om EU-systemet. Helle Fabiansen, miljøchef i Plastindustrien, har fornylig udtalt:

– Ftalatholdige produkter udgør globalt et meget stort produktområde, og danske producenter producerer kun i meget lille omfang ftalatholdige produkter til det danske marked. Det er derfor min grundlæggende opfattelse, at skal et sådant område reguleres, må det nødvendigvis ske på europæisk niveau.

Ministeriet går i dialog med relevante brancher

Miljøministeriet meddeler i en pressemeddelelse, at det i den kommende tid vil indgå i et tæt samarbejde med de relevante brancher om at finde en varig løsning, der sigter mod at udfase produkter med de fire ftalater.

I samme ombæring meddeler ministeriet også, at følgende konkrete initiativer bliver sat i værk:

  • Brancherne vil aktivt støtte et ftalatforbud i EU
  • Brancherne vil i samarbejde med Miljøministeriet udarbejde en vejledning, der skal hjælpe virksomhederne til at udfase ftalaterne fra deres produkter og hjælpe med at kortlægge, hvilke produkter ftalaterne findes i, og hvordan de kan erstattes
  • Miljøministeriet og brancherne vil holde regelmæssige dialogmøder for fremme arbejdet med at udfase de fire ftalater
  • Mulighederne for at mærke relevante produkter uden de fire ftalater vil blive undersøgt i dialog mellem brancherne og med Miljøministeriet.

Endelig vurderer Miljøministeriet også, at udskydelsen ikke på nogen måde udgør en sundhedsrisiko for befolkningen.