Innovativt samarbejde vil skabe veje af genbrugsplast

Tre virksomheder er gået sammen om at skabe en vej af genbrugsplast. Vejen skal både opfylde cradle til cradle principper, afhjælpe plast i havet, øge levetiden på veje og løse problemer med regnvand i urbane områder. Den første prototype forventes at stå klar i 2017.

Del:

I et nyt samarbejde er tre virksomheder gået sammen med en fælles vision, at udvikle en vej i genbrugsplast, og gøre denne vej til fremtidens vej.

Idéen kom oprindeligt fra det hollandske entrepenørfirma KWS, der er et datterfirma af Hollands største asfaltentreprenør, VolkeWessels. Her fik to ingeniører idéen til en modulopbygget vej i genbrugsplast.

For at samle mest mulig viden og erfaring har KWS valgt at bringe olieselskabet Total med i projektet, da de har stor viden om plast og plastprocesser, også når det kommer til genbrugsplast. Sidst men ikke mindst er også plastproducenten Wavin med i projektet. Med sin store erfaring i produkter i plast, samt viden om rør og  klimaløsniner er de også en kernebidrager i projektet.

Idéen til vejen er sprunget ud af de mange fordele der kan findes i den. Først og fremmest er traditionelle asfaltveje i høj grad lavet af olie, der er en knap og dyr ressource. Hvis dette kunne erstattes med et genbrugsprodukt er der allerede her en stor gevinst at hente. Samtidig er plast mange steder til overs. Det findes på lossepladser, i havet og andre uønskede steder, og en koncept som denne vej kunne gøre det rentabelt at samle plasten fra miljøet og i stedet bruge den fornuftigt og igen.

Derudover har plast nogle egenskaber man ikke finder i en almindelig vej. Vejene forventes at have tre gange så lang levetid som en normal vej, hvilket nedbringer både CO2 aftryk samt omkostninger drastisk. Vejene forventes nemlig ikke at blive særlig påvirket af vejr og slid.

Gruppen af samarbejdspartnere arbejder på en form for coating til at dække vejene, så man samtidig undgår at slid fører til udledning af mikroplast.

Wavins klimateknologi bliver en del af vejen

Vejene skal laves som moduler med hulrum. Pga. modulstrukturen kan de samles på stedet, og man mener at kunne reducere anlægstiden med op mod 70% – folkene bag er dog godt klar over de gener, som det kan give i fx betonveje, når man kører over samlingspunkterne, og arbejder for at undgå dette.

Hulrummene i vejene betyder også, at de vejer langt mindre, hvilket er fordelagtigt både i forbindelse med transport, men også efter anlæg i regioner med bløde jordbundsforhold.

Endvidere kan hulrummene anvendes til trækning af rør, kabler og regnvandsledninger, og der arbejdes ydermere på at vejen skal være gennemtrængelig for vand, og enten fungere som opsamlingssted og forsinkelsesbasin, eller som faskine, der leder vandet videre i jorden.

– At være med i udviklingen af PlasticRoad passer ind i Wavins strategi om at tilføre byggeindustrien innovative plastløsninger. Vi får muligheden for at udvikle en helt ny måde at tænke veje på sammen med andre markedsledere i branchen, fortæller Jan Villem Viets, direktør for Wavin Holland i en pressemeddelelse.

Den første prototype forventes at være klar i 2017, og bliver formegentlig en cykelsti. På denne skal gennemløb, vejerosion, friktion, støj og mange andre effekter testes.

Du kan læse mere om projektet her.