Se billeder og download præsentationer fra PUR-sektionens årsmøde 2018

Den 23. maj blev der afholdt årsmøde i PUR-sektionen på Sinatur Hotel Storebælt. Arrangementet samlede igen i år de centrale aktører i den danske polyuretanbranche til en dag med aktuelle indlæg om, hvad der rører sig i industrien.

Del:

Flotte Sinatur Hotel Storebælt i Nyborg dannede den 23. maj rammen for dette års sommermøde og temadag i PUR-sektionen, der var tilrettelagt med overskriften ‘PUR i fremtidens produkter’.

Udover dette innovations-tema bød dagen på opdatering på sektionens arbejde, igangværende projekter og masser af god branche-networking.

Stor patent aktivitet i PUR industrien

Dagen indledtes med en grundig analyse af udstedte patenter i polyuretan-industrien i 2017 foretaget af Gerhard J. Bleys fra virksomheden Innovation in Polyurethanes.

Sektionens bestyrelse havde bedt Thomas Brønnum om at udlægge og fortolke analysen for temadagens deltagere, hvilket resulterede i en spændende gennemgang af branchens nye trends.

Præsentationen kan, grundet ophavsretslige hensyn, ikke medtages i denne reportage, hvorfor der henvises til Innovation in Polyurethanes, hvor patentrapporten kan bestilles.

Analyse af råvaremarkedet

Noget andet, der optager alle i PUR sektionen, er råvarepriserne. De seneste år har været præget af stor global efterspørgsel på di-isocyanat og polyol, men planlagt vedligehold og force majeure har forårsaget knaphed på markedet.

For at blive klogere på, hvad der kan forventes i fremtiden, havde sektionsbestyrelsen derfor inviteret Pavle Popovic fra ICIS der er verdens største bureau indenfor markedsovervågning af den petrokemiske industri til at levere en 3. parts analyse af råvarepris-situationen.

Et andet væsentligt emne, der kommer til at få stor indflydelse på alle virksomheder, der fremstiller plast er det store fokus på cirkulær økonomi og plastforurening. Sektionen havde bedt bureauet KREAB om at præsentere det væsentligste indhold i de europæiske tiltag for deltagerne og perspektivere det overfor polyuretan industrien.

Derudover bød arrangementet på spændende oplæg fra VELUX, Cannon og Pofi. De kan ses nedenfor.

Sektionens sekretær Rasmus Grusgaard, der havde tilrettelagt arrangementet sammen med sektionens bestyrelse, er godt tilfreds med årets sommermøde og udtaler:

PUR industrien er på fremmarch både i Danmark og resten af verden og der er intet der tyder på at det kommer til at ændre sig. Vores patentanalyse afdækkede nemlig en masse nye, spændende anvendelsesområder. Derudover sker der meget indenfor nye bæredygtige råvarer baseret på CO2 fra luften eller fornybare ressourcer. PUR-sektionen er et vigtigt forum for disse emner her i landet.

Rasmus Grusgaard, Sekretær for PUR-sektionen, Plastindustrien Danmark

Ny PUR uddannelse

Sidst men ikke mindst præsenterede Lars Henrik Pedersen fra Thyregod Bygningsindustri/PUR-sektionens uddannelsesudvalg et helt nyt tiltag henimod at få etableret en uddannelsesmulighed for industriens medarbejdere.

Nedlæggelsen af PUR værkstedet på AMU Syd har efterladt branchen uden faciliteter til uddannelse af dens medarbejdere. Dette har ført til oprettelsen af et konsortium, bestående af Thyregod Bygningsindustri, Tinby, Logstor og Dan-Foam, der i efteråret gennemfører et pilotprojekt omkring PUR uddannelse. Projektet udvikler nyt kompendiemateriale og gennemfører en 4-dags uddannelse for en gruppe medarbejdere.

Efter gennemførelse af det første hold i efteråret ønsker PUR-sektionens uddannelsesudvalg at tilbyde kurset til resten af sektionens medlemsvirksomheder.

Aktiviteten passer godt med sektionens øvrige engagement i REACH di-isocyanat restriktionsprojektet. Se præsentationen fra Lars Henrik Pedersen nedenfor omkring uddannelse.

Kontakt sektionens sekretær Rasmus Grusgaard for yderligere information.

Se præsentationer:

VELUX oplæg. Hvordan Innoverer VELUX med PUR?

CANNON Oplæg. Mulighederne med direkte indsprøjtning af HFO’er.

ICIS Oplæg. Analyse af råvaremarkedet.

KREAB Oplæg. EU’s Plaststrategi

Se billeder: