Mere bioplast er ikke et quick fix på udfordringerne med plast i havet

genanvendt plast

I et debatindlæg på Altinget.dk hævder bioplast-producenten Heidi Bülow, at øget brug af bioplast kan løse problemerne med plast i havet. Plastindustriens miljøkonsulent Jakob Clemen mener imidlertid, at øget genanvendelse og mere samarbejde er vejen frem.

Del:

Forleden bragte Altinget.dk et debatindlæg forfattet af bioplast-producenten Heidi Bülow fra Maistic Bio Group, hvor hun beskæftiger sig med den stærkt aktuelle miljøudfordring: plast i havet.

I debatindlægget skriver Heidi Bülow bl.a., at det må er på tide at forhøje punktafgifterne på den traditionelle plast, mens bioplast skal være billigere. Det skulle angiveligt medføre, at vi får fikset problemet med plastaffald i havet. Jeg mener imidlertid, at det er en alt forsimplet måde at stille tingene op på.

Bionedbrydeligplast kan være et godt alternativ til traditionel plast på nogle områder, men der er bestemt også steder, hvor den bionedbrydelige plasts tekniske egenskaber ikke er på højde med traditionel plast. Det kan f.eks. være produkter til hospitalerne, men også hverdagsprodukter som køkkenudstyr, legetøj til børn, hårde hvidevarer eller radio og tv-produkter. Omvendt giver det god mening at indsamle organisk husholdningsaffald i bionedbrydelige plastposer, så plasten ikke skal frasorteres efterfølgende.

Ud over de tekniske egenskaber er der selvfølgelig også de miljø- og ressourcemæssige overvejelser. Bionedbrydelig plast kan i sagens natur ikke genanvendes, dvs. at de ressourcer der er anvendt i forbindelse med produktion af produktet forsvinder, når plasten nedbrydes.

Dernæst vil brug af bionedbrydelig plast i større målestok medføre betydelige udfordringer for de eksisterende affaldsindsamlingssystemer herhjemme (og i udlandet). Hvis produkter med bioplast blandes sammen med traditionel plast i en genanvendelsesproces, vil plasten klumpe sammen til en tyggegummiagtig masse, der må kasseres.

Brug af bionedbrydelig plast løser heller ikke nødvendigvis den udfordring, at der ophobes mikroplast i fødekæden hos fisk, dyr og mennesker, hvis plastaffald ender i havet.

Det vi for alt i verden skal undgå er, at der bliver skabt en holdning blandt forbrugerne om, at plast kan smides i naturen, alene fordi det er bioplast eller bionedbrydelig plast.

Jakob Clemen, Tidligere miljøkonsulent i Plastindustrien

Erfaringer fra affaldsforsøg viser, at langt de fleste forbrugere har vanskeligt ved at kende forskel på forskellige plasttyper, så det er et skridt i den helt forkerte retning, hvis vi lærer at plast kan efterlades i naturen. I stedet skal vi sørge for at det er nemt at indsamle plast, når det ikke længere skal bruges, så vi kan sikre ressourcerne i kredsløb. Plast hører ikke hjemme i naturen.

Mere genanvendelse og øget samarbejde er vejen frem

Det er med andre ord ikke nødvendigvis en optimal løsning at udskifte traditionel plast med bioplast henover natten. Derfor er det også korrekt, når Heidi Bülow skriver, at vi i Plastindustrien først og fremmest har fokuseret på at fremme genanvendelsen af den traditionelle plast.

Jeg vil ikke afvise, at bionedbrydelig plast kan være en del af løsningen, men det skal være i kombination med andre løsninger som fx et EU-forbud imod åbne lossepladser, liberalisering af affaldsreguleringen i DK, skabelse af bedre forbrugeradfærd og øget fokus på cirkulær økonomi. Helt konkret, kunne udledningen af plast til havet reduceres voldsomt, hvis samtlige EU-lande ville overholde vores eksisterende lovgivninger på affalds- og emballageområdet.

Heidi Bülow fremhæver selv, at organisationen Plastic Change har ydet en flot indsats for at få sat plast i havet på den offentlige dagsorden i Danmark. Og i Plastindustrien er vi også meget glade for det samarbejde, som vi sammen med netop Plastic Change og Det Økologiske Råd har fået kickstartet under titlen Projekt Plastfrit Hav.

I det projekt fokuserer vi bl.a. på at indsamle/genanvende plastaffald fra Vesterhavskysten, og vi går i dybden med en lang række videnskabelige undersøgelse mht. mikroplast i Roskilde Fjord for at blive klogere på, hvordan vi kan minimere udledningen.

Vi giver gerne en kop kaffe

Plast i havet er et problem, som vi som ansvarlig industrien bliver nødt til at være med til at håndtere, og jo længere tid vi venter – desto sværere bliver det.

Bioplast er desværre ikke et quick fix på miljøudfordringerne, men jeg er glad for, at Heidi Bülow har valgt at kaste sig ind i kampen imod plast i havet. Og det er samtidig en opfordring til at vi kan mødes og diskutere konkrete løsninger – vores dør er altid åben, og der er kaffen på kanden!