LEGO overvejer nye investeringer i bæredygtige plastmaterialer

LEGO har en ambition om, at koncernens brug af fossil plast skal være udskiftet med mere bæredygtige alternativer – f.eks. biobaseret plast – senest i år 2030. Niels B. Christiansen, adm. direktør i LEGO, pointerer, at der både er fokus på klodser og emballage i koncernens bæredygtighedsarbejde.

Del:
LEGO Group har et ambitiøst mål om, at virksomheden inden 2030 vil omstille deres produktion af klodser med fossilt plast til bæredygtig plast baseret på f.eks. sukkerør, træ eller noget helt tredje.

LEGO har arbejdet på at realisere målet i en årrække, og i 2015 præsenterede virksomheden en plan om at investere 1 mia. kroner i forskning og udvikling af mere bæredygtige materialer.

Her – fem år efter – den massive investering kan LEGO konstatere, at det foreløbigt kun er omkring 2% af klodserne, der produceres i nye og mere bæredygtige materialer.

Det er med andre ord en stor opgave at udskifte de fossile plastklodser med bæredygtige materialer, men familien bag LEGO er klar med yderligere investeringer:

– Det er ikke nogen let opgave, og vi er kun nået et stykke i dag. Familien bag LEGO vil gerne investere flere milliarder i det her over de næste ti år. Det er et stort investeringsområde, fortæller Niels B. Christiansen, adm. direktør i LEGO, til Børsen.

I 2018 kunne LEGO fremvise en ny produktserie, hvor nogle af delene var produceret i polyethylen lavet på ethanol fra sukkerrør.

Niels B. Christiansen tror på, at der kan komme nogle store spring de kommende år, som kan sende mere bæredygtige klodser på markedet:

– Jeg tror, at vi vil se, at det kommer lige så stille, og så kommer det i nogle spring. Vi tester masser af forskellige materialer lige nu, og vi tester mange, der ikke virker, før vi finder noget, der virker.

Niels B. Christiansen har været adm. direktør i LEGO Group siden år 2017. Inden da var han CEO hos Danfoss A/S. Photo used with permission. ©2019 The LEGO Group.

Både klodser og emballage skal under luppen

Ambitionen om en omstilling til bæredygtige materialer gælder både for klodser og emballage. Alt fra papæskerne til engangsplastposer, der anvendes som emballage skal være klimavenligt:

– Allerede i dag er vi certificeret på selve kassen, så 75 pct. af alt det pap, der bliver brugt, er genbrugspap. De sidste 25 pct. er lavet i specielle skovområder, hvor vi ved, at det bliver genplantet. Så på den måde betaler vi lidt for at sørge for, at vi der har det rigtige aftryk, fortæller Niels B. Christiansen.

Han siger afslutningsvis til Børsen:

– Jeg vil gerne af med det plastik, som klodserne er pakket ind i, fordi det er i virkeligheden engangsplastik. Hvis vores historie skal være stærk på langtidsplastik, så vil vi gerne have engangsplastikken helt ud. Det arbejder vi på lige nu.

Omstillingen følger ændringer i forbrugernes mentalitet

Andreas Rasche, professor på CBS, der forsker i bæredygtighed, mener, at LEGO’s omstilling også har et stort forretningsmæssigt potentiale:

– Selvfølgelig er det også hardcore business, fordi de er også nødt til at kunne sadle om til en anden verden, hvor folk bliver mere og mere kritiske over for plastik. Så jeg tror, at det på lang sigt er en strategi, som de kan bruge til at beskytte deres omdømme.

Han fortsætter:

– Særligt plastik har de seneste år været en stor del af forbrugernes bevidsthed, og vi ved fra tidligere undersøgelser, at når det handler om produkter til børn, så er forbrugerne ekstra forsigtige. Set fra det perspektiv har LEGO sandsynligvis et ret stort markedspotentiale med det her – også på lang sigt.