CemeCon Scandinavia og Letbek har sammen opnået store CO2-besparelser

Letbek Cemecon Scandinavia
Her er støbemaskinen, som Letbek har testet med CemeCon Scandinavias PVD-belægninger. Materialespecialist Louise Aagaard Jensen og Tommy Pedersen, Research & Development, har lagt mange timer i projektet. Foto: Letbek

Gennem et udviklingssamarbejde i EU-projektet ”Grøn Cirkulær Omstilling” er det lykkedes CemeCon Scandinavia og Letbek at udvikle en belægning på støbeforme, der muliggør højere produktion og en markant reduktion af CO2-belastningen.

Del:

De to jyske virksomheder CemeCon Scandinavia og Letbek, har i regi af projektet ”Grøn Cirkulær Omstilling” (GCO) testet måder at reducere CO2-belastningen fra plastproduktion, skriver Erhvervsstyrelsen i en pressemeddelelse.

CemeCon, der er specialister i avanceret overfladebehandling, har lagt en PVD-belægning på plastvirksomheden Letbeks støbeforme.

Gennem en række tests har virksomhederne undersøgt, om overfladebehandling af støbeforme får plastemner til at slippe formene lettere. Resultaterne har overrasket begge virksomheder positivt.

Med en PVD-belægning har Letbek opnået CO2-besparelser på 31% for produktionen af en plastpakning. Det svarer til en årlig CO2-besparelse på 2,2 tons alene fra det benyttede værktøj sammenlignet med produktion uden belægning.

Udover at reducere CO2-belastningen muliggør PVD-belægningen en øget produktivitet. Tommy Pedersen, R&D fortæller:

-Vi er gået fra en produktionstid på et minut til et halvt minut. Vi har testet sprøjteformen på forskellige materialer med forskellige hårdheder, og hver gang er vi kommet frem til samme resultat. Belægningen gør, at plasten ikke klæber til gummipakningen, så vi slipper for driftsstop. Det er helt vildt og har virkelig været en øjenåbner.

CO2-besparelser ved genanvendt plast

Udover at teste den nye PVD-belægning har Letbek også testet, om det giver en laver CO2-belastning at udskifte ny plast med genanvendt plast i produktionen.

Blandt andet har man forsøgt at anvende genanvendt plast i PVC-profiler til vinduesfalse. Ved at udskifte 50% af PVC-plasten med genanvendt ABS-plast, opnåede Letbek en CO2-besparelse på 36%.

Ved en kombination af genanvendt plast og PVD-belægning regner partnerne med at de kunne have opnået en samlet CO2-besparelse på 66%.

De to virksomheder har tilsammen investeret omkring 2000 timers udviklingsarbejde i projektet. Selvom det er mange timer, så har det været godt givet ud.

Michael Hvam, Chief Technology Officer hos CemeCon fortæller:

– Vi får ofte feedback fra vores kunder, som er tilfredse med os, men gennem GCO-projektet har uvildige konsulenter valideret vores målinger, og ved at halvere cyklustiden gør vi jo en stor forskel for kunderne. Det er guld værd for os som leverandør, at vi kan være med til at gøre produktionen mere grøn – og at vi kan sige, at vi er grønne.

Kunder efterspørger dokumentation

I GCO oplever Jonas Junge Andersen, programleder for indsatsen for plastvirksomheder i GCO, et skift i mentaliteten hos virksomhederne:

– De er blevet meget mere opmærksomme på vigtigheden af at kunne dokumentere deres CO2-aftryk og ikke mindst påvise, at de arbejder med at reducere det.

Virksomhederne oplever i stigende grad krav om at kunne dokumentere CO2-aftryk, både fra værdikæden, men også fra offentligheden og politisk side. Og for mange virksomheder giver det god mening at være på forkant med den grønne omstilling.

Det er vores oplevelse, at det er gået op for mange virksomheder, at de kan skabe sig en konkurrencemæssig fordel og øge indtjeningen på sigt ved at gå i gang med grøn omstilling. Og det er Letbeks skifte til genanvendt plast og CO2-reduktion i produktionsprocessen et godt eksempel på, afslutter Jonas Junge Andersen.