Tidligere i år blev eksempelvis plastsugerør forbudt som en konsekvens af EU’s engangsplastdirektiv. I denne kronik fra Plast Panorama skriver Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, at den praktiske implementering af lovgivningen er gået skævt.
Nedenstående er bragt som kronik i Plast Panorama – nr. 5 – 2021:
Lad mig slå det fast med det samme. Plastaffald hører ikke til i naturen, og det er vigtigt, at både myndigheder, virksomheder og borgere arbejder sammen om at finde de rette løsninger.
Imidlertid vil jeg stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt dele af EU’s nye engangsplastdirektiv – der trådte i kraft henover sommeren – er den helt rette vej at gå.
Kort fortalt betyder EU’s engangsplastdirektiv bl.a., at det nu er blevet forbudt at sælge engangsbestik, sugerør, tallerkener mm. i plast.
Reguleringen er indført, da det er netop disse plastprodukter, som oftest dukker op på de europæiske strande ifølge et større og grundigt analysearbejde.
I Plastindustrien støtter vi op om europæisk lovgivning, som er baseret på videnskab og faktuelle forhold, hvilket førnævnte kortlægning er et fint eksempel på. Så langt – så godt.
Til gengæld er konsekvenserne af den praktiske implementering af EU’s engangsplastdirektiv ikke årsag til samme begejstring.
Er alternativerne bedre?
Direktivet omfatter kun engangsprodukter i plast, hvorfor butikkernes hylder nu er fyldt med eksempelvis engangssugerør i bl.a. pap, papir og bambus.
Vi har flere gange i implementeringsprocessen opfordret aktørerne bag lovgivningen til at undersøge, hvorvidt de alternative materialetyper er bedre sammenlignet med plastløsningerne ift. miljø og sundhed.
Alternative engangsprodukter kan eksempelvis være lavet af materialer, som kan påvirke biodiversiteten, vandforbruget eller skal coates med uhensigtsmæssige kemiske stoffer.
De der har stiftet bekendtskab med f.eks. et papsugerør ved også, at mulighederne for genanvendelse er meget tæt på ikke eksisterende, når først papsugerøret har været i nærkontakt med en milkshake.
Desværre har vores forsøg på at råbe myndigheder og politikere op ikke haft den store gennemslagskraft i denne omgang.
Det hænger muligvis sammen med, at det i øjeblikket er populært og giver god omtale, når det er plast, som står for skud. Dette så vi også for nogle år siden, da den danske afgift på bæreposer med meget kort varsel på tredoblet uden skelnen til, at afgiftsstigningen gjorde det mindre attraktivt at vælge poser i genanvendt plast.
Genbrug er blevet glemt
Et andet element i EU’s engangsplastdirektiv, der giver anledning til undren, er det manglende fokus på reelt at fremme genbrugsvenlige alternativer til engangsprodukter.
Frem for at udskifte det ene engangsprodukt med et (dårligere?) alternativ, så bør vi overveje, hvorvidt det ikke er på tide at vælge produkter, som vi kan bruge igen og igen.
Jeg har eksempelvis indkøbt et lager af genbrugelige sugerør i plast, som kan vaskes mange gange efter brug. Når de på et tidspunkt har udtjent deres værnepligt, bliver de sorteret til genanvendelse sammen med mit øvrige plastaffald.
I iveren efter at haste lovgivningen igennem, så er mere langtidsholdbare løsninger – som fx øget genbrug – gledet i baggrunden, og det er en skam.
Det er nødvendigt og fuldt forståeligt, at der bliver sat ind lovgivningsmæssigt for at forebygge plast i naturen, men det ærgrer mig, at EU’s engangsplastdirektiv på flere områder skaber nye udfordringer i stedet for at løse de eksisterende.