Drustrup: Ikke alle bidrager konstruktivt til plastdebatten

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, er ikke imponeret af virksomheder som fx Sodastream, som fremfører udokumenterede påstande og myter om plast i deres markedsføring.

Del:

Jeg glæder mig hver dag over de funktionelle plastprodukter i mit hjem. Blandt andet har jeg et fint lille apparat stående i mit bryggers, hvor jeg selv kan lave mig en flaske danskvand. Det giver god mening.

Jeg kan tappe vand direkte fra vandhanen, jeg genbruger den samme flaske igen og igen og så sparer jeg oven i købet transporten til brugsen.

Apparatet og flaskerne jeg bruger er stort set udelukkende lavet i plast. Ligeså glad jeg er for produktet – ligeså ærgerlig og skuffet er jeg over den markedsføring der finder sted fra virksomhedens side.

Når man har et produkt, med en masse reelle fordele ville jeg ønske, at man holdt sig for god til forsøge at score nogle ekstra billige point på et usagligt grundlag.

Hold fokus på fakta

Det er helt fair, når medier, politikere, organisationer og virksomheder forholder sig kritisk til plastens udfordringer. I Plastindustrien anerkender vi til fulde, at vi har en stor opgave at løse fx i forhold til at blive bedre til genbrug og genanvendelse.

Til gengæld er det skuffende, når virksomheder i deres markedsføring fremfør udokumenterede udsagn og holder liv i nogle af myterne om plast.

I dette konkrete eksempel er det Sodastream, som i bestræbelserne på at sælge virksomhedens produkter – der i øvrigt består af en stor mængde plast – har udsendt en pressemeddelelse med en række ’gode’ råd til at reducere plastforbruget i hverdagen.

Et af de ’gode’ råd lyder, at forbrugeren skal droppe at købe frugt og grønt, der er indpakket i plast. Imidlertid er der bred enighed om, at plastemballage er afgørende i forhold til at forlænge fødevarens holdbarhed og forebygge madspild, men disse fakta bliver behændigt ignoreret af Sodastream.

I pressemeddelelsen bliver forbrugeren også rådet til at droppe plastposen til fordel for en økologisk bomuldspose på trods af, at DTU og Miljøstyrelsen for længst har konkluderet, at det er mere bæredygtigt at bruge en pose af plast.

Vi skal fortsat nuancere samtalen om plast

Virksomheder som Sodastream medvirker dermed til at forplumre en i forvejen kompleks debat, hvor det er nødvendigt at dvæle ved fakta og nuancer.

Heldigvis er der ikke så mange medier, som der har omtalt pressemeddelelsen, da de også kan se, at rådene ikke flugter med den aktuelle viden og forskning.

Sodastream er ikke det eneste eksempel på ovenstående, men i de andre tilfælde har vi haft mere held med at starte en frugtbar dialog med de pågældende virksomheder omkring deres markedsføring.

Med vores ’Realistisk om plast’-kampagne har vi – sammen med vores medlemmer – gjort en stor indsats for at bringe mere fakta ind i samtalen om plast, men vi er langt fra i mål.

Derfor har Plastindustriens bestyrelse for nylig besluttet at udvide kampagneaktiviteterne i 2021.

Mit håb er, at vi fortsat kan flytte plastdebatten fremad – også selvom der løbende vil være enkelte tilbageslag, hvor det er nødvendigt, at vi som brancheorganisation retter kontakt til aktører, som hænger fast i fortiden.

Denne tekst er også bragt som leder i Magasinet Plast d. 23. april 2021.