Projekt har medført store energibesparelser for danske plastvirksomheder

Lars Lindblad fra LETBEK viser energibesparelser frem i praksis.
Hos LETBEK i Tistrup har projektet bl.a. medført, at slangerne nu har den rigtige længde for at undgå tryktab. Medarbejderne er samtidig blevet bedre til at opdage og melde lækager ind.

Et stort projekt mellem Plastindustrien, Energistyrelsen og 23 danske plastvirksomheder har medført blivende energibesparelser for ca. 25.000 MWh årligt. Nu udgiver Plastindustrien et inspirationskatalog med fem konkrete cases fra projektet.

Del:

Siden år 2015 har Plastindustrien, Energistyrelsen og 23 danske plastvirksomheder været en del af et projekt med fokus på at reducere energiforbruget og mindske CO2-udledningen.

Fordeling af projekter 2015-2020 på teknologier (MWh/y)
Fordeling af projekter 2015-2020 på teknologier (MWh/y).

Projektet er netop blevet afsluttet og har resulteret i ca. 300 energispareprojekter udført af de medvirkende virksomheder med en samlet investering på ca. 100 mio. kroner i energibesparende tiltag.

Som en del af projektet har virksomhederne fået et tilskud til betalingen af PSO-afgiften. Indsatsen har medført blivende besparelser på ca. 25.000 MWh årligt svarende til en mindsket CO2-udledning på 5.500 ton per år.

Plastindustriens adm. direktør Thomas Drustrup glæder sig over resultaterne i projektet:

– Jeg er imponeret over de store besparelser, som vores virksomheder har opnået gennem de seneste fem års arbejde. Det er et godt eksempel på, hvordan den danske plastbranche både kan bidrage til at reducere CO2-udledningen og samtidig styrke konkurrenceevnen. Erfaringerne rammer på den måde lige ned i Plastindustriens ambition om, at Danmark skal være foregangsland for fremtidens plastproduktion.

Han bliver suppleret af Stig Uffe Pedersen, der er vicedirektør i Energistyrelsen:

– Energistyrelsen har gode erfaringer med aftaleordninger med erhvervslivet som en måde at fremme energibesparelser på. Derfor har det været godt at se, at så mange virksomheder i brancheaftale har været interesserede i at indgå i en fællesaftale i Aftaleordningen om tilskud til lempelse af PSO afgift. Fra start til slut har virksomhederne i fællesaftalen arbejdet grundigt og langsigtet med kravene i aftaleordningen, hvilket har muliggjort, at de mange gode ideer fra hensigtserklæringen er blevet til konkrete gennemførte energibesparelsesprojekter.

Værdifuldt at invitere konkurrenterne indenfor

Også fra de deltagende virksomheder er der positive toner at spore. Frygten for at invitere konkurrenterne indenfor har vist sig at være grundløs.

Det forklarer Production Manager Lars Lindblad fra virksomheden LETBEK i Tistrup:

– Jeg er helt vild med involveringen fra andre kolleger i branchen. Det har gjort, at det har været sjovt at være med til. Selvom vi er konkurrenter, har vi talt åbent om optimeringer, og hvad der giver mening. Der er faktisk ikke nogen af de 23 virksomheder, der ligner hinanden 100%, men vi har fået værdifuld sparring på tværs af vores forskellige måder at producere på.

Nyt inspirationskatalog skal få flere virksomheder med

I forbindelse med afslutningen af projektet udgiver Plastindustrien nu et inspirationskatalog med titlen: ”Energibesparelser i den danske plastbranche – Fem konkrete virksomhedscases”.

Anders K. Knudsen, miljøkonsulent i Plastindustrien og tovholder på projektet, fortæller:

Forsiden af energikataloget
Forsiden af ”Energibesparelser i den danske plastbranche – Fem konkrete virksomhedscases”.

– Vi har i løbet af projektet kunne se, hvordan en virksomheds erfaringer med eksempelvis LED-belysning og køling har gjort gavn hos andre virksomheder. Derfor er det helt naturligt at samle en masse gode forslag og råd i et inspirationskatalog, som forhåbentlig medvirker til, at endnu flere virksomheder får sat øget skub på arbejdet med energibesparelser.

Virksomhederne der medvirker i inspirationskataloget er:

  • Schela Plast (Brørup)
  • Berry Superfos (Randers og Stilling)
  • Idé-Pro (Skive)
  • LETBEK (Tistrup)
  • Uponor Infra (Middelfart)

DOWNLOAD: Energibesparelser i den danske plastbranche: Fem konkrete virksomhedscases

Afslutningsvis udtaler Stig Uffe Pedersen, der er vicedirektør i Energistyrelsen:

– Udgivelsen af et energikatalog med de gode historier viser med al tydelighed, at aftaleordningen er blevet vel modtaget og efterfølgende fulgt helt til dørs.

Målt på antallet af gennemførte projekter er belysning topscorer. Køling, trykluft, støbning, rumventilation og tørring eksempler på andre populære indsatsområder, hvor der er hentet er hentet energibesparelser.

På den anden side af sommerferien gennemfører Plastindustrien en stor konference på LEGO House med fokus på at dele erfaringerne fra energispareprojektet.