Fire virksomheder vil lave grøn energi sammen

Stiftende generalforsamling i Juelsmindehalvøens Solar AS
De glade stiftere af Juelsmindehalvøens Solar fra venstre: Palle Hansen, Økonomidirektør, Palsgaard - Anders Jørgensen, Adm. direktør, Jual Group - Frank Gad, Adm. direktør, SP Group - Anders Brix, Adm. direktør, Palsgaard - Thomas Harttung, Bestyrelsesformand, Aarstiderne - Lars Ravn Bering, direktør, SP Group - Martin Thomsen, Medejer, Jual Group.

Virksomhederne Palsgaard A/S, SP Group A/S, Jual Group A/S og Aarstiderne A/S er gået sammen om at understøtte den grønne omstilling i Danmark og har stiftet selskabet Juelsmindehalvøens Solar A/S.

Del:

De fire virksomheder Palsgaard A/S, SP Group A/S, Jual Group A/S og Aarstiderne A/S har alle produktion på Juelsmindehalvøen og ønsker at etablere og drive en fælles solcellepark ved Glud på Juelsmindehalvøen i Hedensted Kommune. Derfor har de fire virksomheder stiftet selskabet Juelsmindehalvøens Solar A/S.

Juelsmindehalvøens Solar

Det planlagte anlæg skal placeres ved Glud på Juelsmindehalvøen og vil kunne levere 60 GWh/år, hvilket svarer til strømforbruget i mere end 15.000 husstande eller de 4 virksomheders samlede strømforbrug i Danmark.

Anlægget vil blive placeret således, at det syner mindst muligt i lokalområdet.  Samtidig med strømproduktion, vil arealerne være græsningsområder for økologiske får fra Barritskov Landbrug.

I tilknytning til de grønne områder omkring solcelleparken vil der blive etableret rekreative områder med gangstier, pladser med borde/bænke og shelters.

Næste skridt i projektet er at få myndighedernes godkendelse af projektet.

De fire virksomheder repræsenterer tilsammen ca. 1100 arbejdspladser på Juelsmindehalvøen, og projektet vil dermed medføre, at en stor andel af de lokale private arbejdspladser vil blive CO2 neutrale ved hjælp af lokalproduceret grøn strøm.

Et fælles ansvar om den grønne omstilling

Virksomhederne bag Juelsmindehalvøens Solar A/S forsøger generelt at tænke bæredygtighed og ansvar hele vejen rundt i produktion og virksomhedsdrift i de fire virksomheder. Derfor er det ønsket, at der også tages et ansvar i forhold til den grønne omstilling og sørge for grøn strøm til virksomhederne.

Med parternes fokus på ansvarlighed vil parken blive etableret i tæt dialog med naboer og andre interessenter i lokalområdet.

Med en investering på et 3-cifret millionbeløb bliver Juelsmindehalvøens Solar således et eksempel på, hvordan det er muligt at løse udfordringerne under klimakrisen og gennemføre den grønne omstilling uden offentlige tilskud, når lokale virksomheder går sammen.