To vinderprojekter udnævnt i Danish Composite Award 2020

For første år nogensinde er der valg ikke blot én men hele to vindere i Danish Composite Award 2020. Niveauet i årets ansøgerfelt var tårnhøjt med indstillinger fra fem forskellige institutioner, og gruppen SDU Eagles og PostDoc Jens Jakob Bender fra Aalborg Universitet har fået en delt førsteplads.

Del:

Det var for svært at udpege én førsteplads i Danish Composite Awards 2020. Derfor valgte bestyrelsen i Plastindustriens Kompositsektion i år – for første gang i prisens historie – at udnævne to vinderprojekter.

Den delte førsteplads går til hhv. studiegruppen SDU Eagles og Jens Jakob Bender, PostDoc i forskningsgruppen CraCS (Cracks in Composite Structures) på Aalborg Universitet.

To forskellige vinderprojekter

Årsagen til beslutningen om at udpege en delt førsteplads er, foruden det høje niveau i begge projekter, at projekterne repræsenterer hver deres tilgang til forskning og udbredelse af kendskab til kompositmaterialer.

Tom Løgstrup Andersen, chefudviklingsingeniør hos DTU Vindenergi og medlem af Kompositsektionens bestyrelse forklarer:

– Det har været svært at vælge en vinder i det stærke felt, så i år er der ekstraordinært valgt to kandidater. I bedømmelsen er der lagt vægt på, at begge kandidaters arbejde vurderes at have en direkte og stor betydning for kompositindustrien.

Han uddyber:

– Jens Jakob Bender udmærker sig ved gennem et tæt industrisamarbejde at præsentere nogle forskningsresultater, som kan implementeres og gøre en stor forskel i vindindustrien. Samtidig er SDU Eagles med til at udbrede viden om kompositter ved at bygge en drone og vise den frem i dronekonkurrencen IMECHE UAS Challenge i både 2019 og 2020. Det bliver spændende også at følge begge vindere i de kommende år.

Kompositdrone og samarbejde med vindindustrien

Gruppen SDU Eagles består pt. af 14 ingeniørstuderende, som belønnes for deres kreative og innovative arbejde med at designe og bygge en autonom fastvinge-drone af kompositter, der skal kunne udføre humanitære opgaver som eksempelvis at flyve nødhjælp ind i svært tilgængelige områder.

Det andet vinderprojekt er Ph.d.-afhandlingen “The Effect of Defects on Strength of Laminates and Sub-structures in Wind Turbine Blades” – en del af projektet OptiMadeBlade – udarbejdet af Jens Jakob Bender på Aalborg Universitet mellem 2015-2018. Afhandlingen, som han forsvarede i januar 2019, har fokus på at at optimere produktionen af vindmøllevinger til offshore-vindøller og dermed sænke omkostningerne i forbindelse med nye vindmølleprojekter.

Ph.d.-projektet er støttet af Innovationsfonden med partnerne LM Wind Power, Fiberline Composites, Eltronic, DTU og Aalborg Universitet.

Indstillinger fra fem institutioner

Indstillingerne til Danish Composite Award 2020 havde generelt et fagligt og teoretisk højt niveau. Samtidig var det et bredt ansøgerfelt, hvor fem forskellige institutioner er repræsenteret.

– Der har været utrolig mange ansøgere i år, og det er dejligt at blive bekræftet i, at der arbejdes med så mange gode kompositprojekter på tværs af landets universiteter, fortæller Anders Kildegaard Knudsen, miljøkonsulent i Plastindustrien og sekretær for Kompositsektionen.

Kompositsektionen har i forbindelse med beslutningen om den todelte førsteplads valgt, at SDU Eagles modtager pengepræmien på 7.500. kroner, mens Jens Jakob Bender får muligheden for at deltage i JEC World Composite Show Europe i Paris i marts måned med alt betalt.

Både SDU Eagles og Jens Jakob Bender har begge takket ja til at præsentere deres projekter på Kompositsektionens årsmøde i Industriens Hus tirsdag den 16. juni 2020.

Læs også: SDU Eagles hyldes for eldrevet komposit-drone til humanitære formål

Læs også: Forsker hædres for afhandling om defekter i vindmøllevinger i samarbejde med industrien