Plastindustriens PUR-sektion deltog igen i år som udstillere på Building Green-messen i Forum. Sektionen var godt repræsenteret med flere medlemsvirksomheder, der delte viden omkring materialets isoleringsegenskaber.
Igen i år var Plastindustriens PUR-sektion repræsenteret på den årlige Building Green-messe, der blev afholdt i Forum d. 31/10 – 1/11. Messen er et samlingssted for alle grene af den danske byggebranche, der møder op for at promovere og diskutere fremtidens grønne løsninger til byggeriet.
På PUR-sektionens stand var der fokus på anvendelsen af polyurethan- eller polyisocyanurat- (PUR/PIR) isolering og dets fordele. Mange besøgende lagde vejen forbi standen for at høre om materialets muligheder og blive klogere på bæredygtig isolering.
Blandt de besøgende var også et stort antal studerende – både tømrere, bygningskonstruktører og arkitekter. De var interesserede i viden om, hvordan PUR kunne anvendes i deres konstruktioner og projekter og hvordan fremtidens byggeri, med høj energieffektivitet, kan realiseres.
Rasmus Grusgaard, der er innovationskonsulent i Plastindustrien samt sekretær for PUR-sektionen, fortæller, at PUR fyldte rigtig meget på messen:
– De traditionelle isoleringstyper var nærmest fraværende på årets Building Green. Til gengæld var der rigtig meget innovativ PUR. Både på PUR-Sektionens stand, på medlemsvirksomhedernes egne stande og integreret i mange af de udstillede produkter. For eksempel var der flere store vinduesproducenter med rammer i polyurethan.
Der var stor interesse for hvilke egenskaber materialet har med fokus på den isoleringsevne og bæredygtighed PUR-isolering har:
– Man kan bygge lettere og mindre materialekrævende konstruktioner, hvis man isolerer med PUR. Fordi isoleringsevnen er så meget bedre, siger Rasmus Grusgaard og fortsætter:
– Når du bruger en mere effektiv isolering kan dine vægge være lettere og det giver altså meget mere dagslys, hvis dine vinduer ikke sidder i en halv meter tyk væg.
Det har i mange år været andre isolerings materialer, der i Danmark er blevet foretrukket til isolering. Og Rasmus Grusgaard fortæller også, at PUR ofte er et lidt dyrere alternativ, men at det har mange andre fordele, der især bliver værdsat i områder, hvor der er tæt bebyggelse:
– Hvis man kun kigger på prisen, er PUR lidt dyrere for samme isoleringseffekt. Til gengæld var messegæsterne meget lydhøre overfor at have mulighed for at opnå flere m2 bolig, hvis de efterisolerer med PUR. Kvadratmeterprisen i hovedstaden gør det meget attraktivt.
Building Green afholder næste messe i København d. 30-31. oktober 2019 i Lokomotivværkstedet.