Ny forskning peger på sukker til fremtidens plastproduktion

I dag produceres næsten alt plast fra fossile råstoffer som olie, kul og naturgas. Nyt dansk forskningsprojekt skal undersøge muligheden for at bruge sukker i stedet.

Del:

I dag er der få typer af bioplast tilgængeligt, og prisen er høj og i mange tilfælde ikke konkurrencedygtig med etablerede fossile processer. Denne situation kan ændre sig i de kommende år, hvor nye og mere konkurrencedygtige biobaserede processer bliver indført.

Et nyt projekt udført af DTU, Haldor Topsøe og Perstorp AB, med støtte fra bl.a. Innovationsfonden, vil undersøge potentialet i at anvende en ny gruppe af umættede estere kan anvendes til fremstilling af biobaseret plast.

De nye umættede estere kan fremstilles direkte fra let tilgængelige sukre i en simpel katalytisk proces, og de har dermed potentiale til at blive billige, biobaserede byggesten.

– Det bedste er helt almindeligt sukker som det, du køber nede i supermarkedet. Det er på grund af dets kemiske struktur. Derfor kan det også give nye afsætningsmuligheder for sukkerroeproducenter, som oplever, at sukkerpriserne er for nedadgående, siger Robert Madsen, professor på DTU Kemi.

Projektet har flere mål

Den molekylære struktur af de umættede estere taler for, at de har et stort anvendelsespotentiale i plastikmaterialer. I forskningsprojektet ønskes der primært fokus på:

  • at opnå større kontrol mellem de forskellige umættede estere, så det er muligt at styre fordelingen imellem dem i den katalytiske proces. Hvis én ester viser sig at være mere brugbar end andre, skal denne også kunne udvælges til at blive det primære produkt.
  • at omdanne de umættede estere til en bredere vifte af kemiske byggesten.
  • at undersøge om de umættede estere og afledte produkter kan anvendes til fremstilling af bioplastik og i så fald værdisætte dem.

Formålet med projektet er at gøre det billigere at fremstille bioplastik ud fra sukker. På sigt kan det resultere i en reel produktion, som også sukkerroeproducenter kan nyde godt af, idet sukkerprisen er faldet de senere år.