Innovationsnetværket for Biomasse (INBIOM) og FORCE Technology inviterer til konference med fokus på bioplast den 4. december. Blandt oplægsholderne er Søren F. Iversen fra DuPont Performance Polymers, og Plastindustriens miljøkonsulent Jakob Clemen deltager også i konferencen.
Bioplast erstatter i højere grad virgint plast baseret på råolie ved flere og flere applikationer. Denne udvikling med stigende efterspørgsel på bioplast, forstærkes af, at materialet samtidigt bliver billigere at fremstille.
Men der findes stadig barrierer ved at skifte fra konventionelt plastmateriale til bioplast, og det får mange danske virksomheder til at tøve med at introducere bioplast i produktion.
Disse barrierer bliver der sat fokus på den 4. december, når Innovationsnetværket for Biomasse (INBIOM) og FORCE Technology inviterer til konferencen: 'Hvordan kommer vi i gang med produktionen af bioplast?'.
Der er mange påstande omkring bioplast, når der tales om miljøprofiler, materialeegenskaber og produktionsmæssige forhold. På temadagen vil der blive præsenteret konkrete og praktiske eksempler på brug af bioplast, og der vil blive delt erfaringer med opstart og anvendelse af bioplast i produktion.
Konferencen foregår hos FORCE Technology i Kgs. Lyngby, og det er gratis at deltage.
Tilmelding sker via dette link, hvor det fulde program også kan ses.
Læs mere under annoncen…###REKLAME###
Bioplast kan blive rigtig stort
Blandt oplægsholderne er Søren F. Iversen fra DuPont Performance Polymers, der i sit oplæg sætter fokus på mekaniske og produktionstekniske egenskaber for nye bioplasttyper.
Derudover deltager Plastindustriens miljøkonsulent Jakob Clemen også i konferencen. Han mener, at det er vigtigt at holde sig opdateret på, hvad der sker inden for bioplastområdet:
– Som brancheforening har vi bl.a. til opgave at agere øjne og ører for vores medlemmer, så de bliver bedre til at spotte nye forretningsmuligheder. Bioplast har potentiale til at blive rigtig stort inden for nogle år. Derfor er det selvfølgelig vigtigt at holde sig orienteret om den seneste udvikling.
LÆS MERE: Hvad kan bioplast bruges til?
Konferencen er målrettet produktionsfolk, værktøjsmagere, miljø- og kvalitetschefer, indkøbere, produktudviklere mv. fra virksomheder, der overvejer at benytte bioplast som et bæredygtigt alternativ.