Veloverstået sommermøde i Maskinsektionen: Se billeder og læs om den spændende dag

Maskinsektionen holdt for nyligt sit årlige sommermøde. Det blev til en spændende dag i forskellighedens tegn, som blev afsluttet på flotte Restaurant Toldboden i Frederikssund.

Del:

Maskinsektionen besøgte to meget forskellige, men meget interessante, virksomheder på sit traditionsrige sommermøde, der i år fandt sted den 7. juni.

Den ene virksomhed havde intet med plast at gøre, men alt med træ, håndværksmæssig stolthed, verdensklasse design og tradition. Den anden sværger til LEAN, automatiseret produktion, uorganiske materialer og produktudvikling.

Den ene modtager ordrer dagligt med særdeles kort leveringstid, den anden har leveringstider på 6 måneder på nogle af produkterne. Hos den ene vurderes kvalitet med fingre og øjne. Den anden anvender ISO/TS 16949.

Fælles for begge er exceptionelle produkter, passionerede ejere og begejstrede medarbejdere.

Maskinsektionen besøgte nemlig PP Møbler i Lillerød og Mountain Top Industries i Frederikssund. Her fik plastbranchens maskinleverandører indsigt i de to meget forskellige verdener, som hver på sin måde inspirerede deltagerne og gjorde dem klogere på at drive deres egne virksomheder.

To forskellige verdener

PP Møbler fremstiller en lang række danske designklassikere, heriblandt Hans J. Wegners velkendte PP19 også kendt som Bamsestol, der i læder koster det samme som en lille sprøjtestøbemaskine. Snedkerværkstedet emmer af atmosfære, og selvom der anvendes CNC fræsemaskiner til enkelte komplekse dele fremstilles og samles langt det meste manuelt.

Virksomhedens repræsentant Karina Svensgaard viste rundt i showroom og produktionen og rundturen sluttede i polsterafdelingen, hvor det lykkedes at lokalisere en smule fleksibel PUR skum til fyld i nogle af stolene. Ellers var det udelukkende naturmaterialer.

Hos Mountain Top Industries bliver man mødt af en større samling anprisninger af virksomhedens opnåede resultater i form af hædersbeviser og diplomer. Derudover bliver man mødt af den ene ejer, administrerende direktør Marie-Louise Bjerg, der driver virksomheden sammen med sin mand, teknisk direktør Lars Bjerg. Marie-Louise Bjerg.

Virksomheden leverer produkter til bilindustrien, mere præcist ekstraudstyr til pick-up segmentet, og er rigtig gode til det. Således oplever virksomheden i disse år to-cifrede vækstrater og realiserer dette gennem stram processtyring og masser af LEAN.

Gæsterne fra Maskinsektionen fik her en rundtur i et en produktion helt anderledes end den forrige, men ikke mindre inspirerende. Marie-Louise Bjerg oplyste, at de altid overvejer substitutionsmuligheder, så plast kan bringes i spil i stedet for metallerne. Det glædede repræsentanterne.

Dagen blev rundet af med en hyggelig sejltur på Roskilde Fjord og en hyggelig middag med masser af god networking på Restaurant Toldboden i Frederikssund.

Se billeder fra dagen

Herunder kan du se et udpluk af billederne fra dagen: