Roll-o-Matic A/S udvikler ny løsning til produktion af oprullede forklæder

Virksomheden Roll-o-Matic A/S i Vissenbjerg har siden 1967 produceret højteknologisk udstyr til plastindustrien, bl. a. maskiner til produktion af poser på rulle, opspolere til industriel film og diverse pakkeløsninger. Nu er virksomheden også klar til at bidrage med teknologi til produktionen af værnemidler.

Del:

Da hele verden er påvirket af covid-19 pandemien, er behovet for personligt beskyttelsesudstyr steget drastisk.

En lang række danske virksomheder har allerede omstillet deres produktion til at producere værnemidler som ansigtsvisirer til sundhedspersonale og skærme til supermarkeder.

Nu har maskinproducenten Roll-o-Matic A/S også meldt sin ankomst i kampen mod covid-19.

For at hjælpe med at imødekomme efterspørgslen på værnemidler, har virksomheden udviklet en højhastighedslinje til produktion af engangsforklæder på rulle.

Birger Sørensen, adm. direktør i Roll-o-Matic fortæller:

Vi har undersøgt hvordan vi kunne bidrage til produktionen af værnemidler og ved at modificere nogle af standardmodulerne fra vores eksisterende maskiner, er vi kommet frem til en løsning, der kan producere oprullede forklæder til peronlig beskyttelse af bl.a. ansatte i sundhedsvæsenet.

Produktionslinjen konverterer plastfilm opblæst fra en ekstruder. Filmen skæres  op i den ene side og fortsætter ind i maskinens skærevalser, hvor huller til hals og forklædesnor skæres ud. Det afskårne materiale suges væk og samles op til genanvendelse.

Ved det sidste led i produktionslinjen bliver forklæderne rullet op på ruller af ca. 40-50 stk. Det kan selvfølgelig indstilles alt efter producentens behov.

Vi har udviklet to forskellige versioner af maskinen, der begge er baseret på modificerede standardmoduler fra vores andre posemaskiner. Den første version kan producere ca. 4000 forklæder i timen, mens den anden version er noget hurtigere og kan producere omkring 8000 i timen, fortæller Birger Sørensen.

En holdbar løsning – også i det lange løb

På kort sigt vil Roll-o-Matics nye løsning appellere til virksomhedens eksisterende kunder, der har kapacitet til at omstille deres produktion til at bidrage til produktionen af værnemidler.

Birger Sørensen ser dog også et mere langsigtet perspektiv i den nye løsning, hvor Roll-o-Matic kan levere til virksomheder, der har en fast produktion af værnemidler. Da der uden tvivl vil være en fortsat efterspørgsel på værnemidler som resultat af øgede hygiejnekrav.

Udover en øget fokus på hygiejne, vil vi også opleve en øget fokus på kvalitet og produktionsforhold.

Der er en voksende trend, hvor danske og europæiske virksomheder insourcer deres produktion af vigtige produkter. Hvor mange virksomheder før har outsourcet til bl.a. Kina og Indien, er der nu flere og flere der flytter deres produktion tilbage til Danmark og Europa. Udover at generere arbejdspladser på det europæiske arbejdsmarked, er det også for at være sikker på, at man som virksomhed kan levere den kvalitet man lover. Og den trend tror jeg fortsat vil vokse, både under og efter pandemien, afslutter Birger Sørensen.

Hvis du er interesseret i at høre mere om Roll-o-Matics nye løsning, kan du besøge virksomhedens hjemmeside: Roll-o-Matic.com

LÆS OGSÅ: Virksomheder knokler for at fremskaffe værnemidler