PostDoc ved AAU Jens Jakob Bender fik tidligere på året tildelt en førsteplads ved Danish Composite Awards 2020 for sin banebrydende Ph.d.-afhandling om defekter i vindmøllevinger. Se præsentationen af projektets resultater her.
Plastindustriens Kompositsektion tildelte i foråret 2020 en førsteplads i Danish Composite Award til Jens Jakob Bender, PostDoc i forskningsgruppen CraCS på AAU, for Ph.d.-afhandlingen “The Effect of Defects on Strength of Laminates and Sub-structures in Wind Turbine Blades”.
Anders Kildegaard Knudsen, Plastindustriens miljøkonsulent og sekretær for Kompositsektionen fortæller:
– Oprindeligt skulle vi i Kompositsektionen overrække prisen officielt under vores årsmøde og generalforsamling tilbage i juni, hvor Jens Jakob Bender havde takket ja til at præsentere sine resultater for deltagerne. I stedet bliver projektet nu præsenteret digitalt – et rigtig godt alternativ, der kan nå ud til alle med interesse for de spændende forskningsresultater.
LÆS OGSÅ: Forsker hædres for afhandling om defekter i vindmøllevinger i samarbejde med industrien
Forskningsresultater har stor betydning i vindindustrien
Jens Jakob Bender har gennem sin Ph.d. i tæt sammen med den danske vindmølleindustri udviklet nye og banebrydende testmetoder til at øge forståelsen af skader og deres udvikling i kompositmaterialer. Han forklarer:
– Den første del af afhandlingen omhandler mulighederne for at beregne, gennem computersimuleringer, hvordan forskellige størrelser af buler eller folder i glasfibrene påvirker styrken af vindmøllevinger med udgangspunkt i et udsnit fra roden af en vindmøllevinge. Vi har konkluderet, at man gennem tests og simuleringer kan lave retningslinjer for, hvor store buler eller folder man kan tillade i vindmøllevinger i nærheden af roden, før det er nødvendigt at reparere.
Jens Jakob Bender, PostDoc ved AAU uddyber:
– Den anden del af afhandlingen handler om, hvordan revner i plasten mellem fibrene bliver påvirket af teknikken, der bliver brugt til at skære testemnerne. Resultaterne viser i grove træk, at jo finere kanterne på testemner er, jo færre revner opstår ved kanterne. Derudover er det tydeligt, at syningerne agerer som revnestartere, når kanterne ikke længere gør det.
Jens Jakob Bender udarbejdede afhandlingen, mens han i perioden 2015-2018 var ansat på projektet OptiMadeBlade, som er støttet af Innovationsfonden med partnerne LM Wind Power, Fiberline, Eltronic, DTU og Aalborg Universitet.