Kongskilde Industries opruster for at satse mere på plastbranchen

Michael Møller (tv.), produktchef i Kongskilde Industries, fremviser en af Kongskilde Industries’ systemer til en af virksomhedens kunder.

Kongskilde Industries har siden 1993 produceret udstyr til industrien og har nu valgt at opruste satsningen på plastbranchen ved bl.a. at udbygge et nyt stort testcenter.

Del:

Nedenstående artikel er bragt i Magasinet Plast nr. 4 – 2018:

Lidt uden for Sorø ligger Kongskilde Industries, der blev grundlagt i 1949, hvor virksomheden producerede landbrugsmaskiner, og i 1993 startede et industrisalg. I dag producerer Kongskilde Industries udstyr til pneumatiske transportsystemer og udstyr til separering og rensning.

Kongskilde Industries blev tidligere i år solgt til britiske Green Park Partners, og siden da har Kongskilde Industries ønsket at øge tilstedeværelsen indenfor plastindustrien.

Det kommer tydeligt til udtryk, når man træder ind i de store haller, hvor en af dem er indrettet som det helt nye 480 kvadratmeter store testcenter. Her kan potentielle og eksisterende kunder samt medarbejdere kan teste og blive oplært i at bruge maskinerne.

Optimering og positivt bidrag

Det øgede fokus på optimering af produktion, samt minimering af spild og restprodukter fra produktion, har gjort Kongskilde Industries til en stor og yderst aktuel leverandør til virksomheder i både plastbranchen og papirindustrien.

Selvom de-dusting og separation er de mest populære systemer lige nu, så har Kongskilde en bred skare af kunder i plast- og papirindustrien, fortæller virksomhedens salgsdirektør Peter Grathwohl:

– Det kan være alt fra folieproducenter, emballageproducenter, virksomheder med sprøjtestøbning, blæsestøbning og virksomheder, som genanvender produktionsaffald/overskud. Kongskilde kan næsten altid tilbyde en løsning indenfor transport af plastemner, produktions affald/overskud fra maskinen til eksterne container, eller fra en kværn tilbage i produktionen.

Med deres mange systemer bidrager Kongskilde aktivt til at forbedre miljøregnskabet, da virksomhedens blæsere kan minimere op til 40 pct. strømforbrug i forhold til konventionelle blæsere. Derudover er Kongskilde Venturisystemerne udviklet uden bevægelige dele, der er i kontakt med materialet, hvilket giver en stor driftssikkerhed og et minimum af slitage.

Nyt testcenter er et levende showroom

Kongskildes forskellige løsninger kan opleves i det nye testcenter, som er en af mange serviceydelser virksomheden tilbyder sine kunder.

Testcenteret indeholder deres pneumatiske transportsystemer til folier, plastemner og granulater samt udstyr til separering og rensning af kværnet plast. Alle Kongskildes systemer har til formål at optimere plastproducerende virksomheders produktion og procesaffaldshåndtering via luftbaserede systemer.

Testcenteret skal ikke bare ses som et statisk testrum, men mere som et levende showroom, fortæller salgsdirektør i Kongskilde Peter Grathwohl:

– Testcenteret er et levende showroom, hvor vi kan vise vores nyeste systemer frem. Men det er også et sted, hvor vores kunder kan komme og teste deres materiale. For eksempel kommer kunder, som har kværnet noget plastaffald fra deres produktion, som vil se, hvordan netop vores system kan håndtere det. Ved at kunden selv har mulighed for at deltage i testen sikrer vi, at enheden bliver justeret under testen, så det materiale der kommer ud, lever 100 pct. op til kundens krav.

Det nye testcenter gør det muligt, at kunder fra hele verden kan komme til Sorø eller sende deres materialer dertil, så hver enkelt virksomhed kan teste, hvordan Kongskildes udstyr arbejder med netop deres materiale.

Kundernes oplevelse skal optimeres 

Kongskilde fremstiller mange maskiner, systemer og komponenter, hvor det er muligt at lave mere end 30 forskellige system kombinationer i det nye testcenter, så det bliver præcis som kunden ønsker. Netop dette er også en af de mange bevæggrunde for at udvide det gamle testcenter på 180 kvadratmeter til det nye på 480 kvadratmeter.  

Der skal være mulighed og plads til at teste både aspiratør og pneumatiske transportsystemer, understreger Peter Grathwohl, men konkluderer, at det vigtigste ved deres nye testcenter er at kunne optimere kundens oplevelse med Kongskilde:

– Det vigtigste ved vores nye testcenter er, at vi kan teste mange forskellige materialer og dermed sikre, at kunden får et system som passer til deres behov og at det lever op til deres forventning. Vores mål er altid at forstå vores kunders behov, så de får en god oplevelse ved at få installeret et Kongskilde system.

At kunden allerede har set og testet maskinen med deres egne produkter gør, at det er meget få finjusteringer, der skal til, når maskinerne først står ude i de forskellige virksomheder. Det kombineret med en lav tilbagebetalingstid på udstyret grundet effektiviteten i Kongskildes systemer, gør det til en rentabel løsning for mange virksomheder i plastbranchen.

Nyt medlem af Plastindustrien

Kongskilde Industries øgede fokus på plastbranchen, har medført, at de i sommer meldte sig ind i brancheorganisationen Plastindustrien. Grunden er, ifølge Peter Grathwohl, at plastbranchen er deres største marked, og det er derfor væsentligt at være til stede:

– Vi mener, at det er den bedste måde at forstå vores kunders og dermed medlemmernes behov. Den viden, der er blandt Plastindustriens medlemmer er noget vi meget gerne vil høre mere om, samtidig med at vi er sikre på, at vi også kan bidrage med stor know how indenfor vores felt.