Under temaet ”Automatisering i Plastindustrien” mødtes 22 medlemmer af Maskinsektionen i starten af juni til en dag, der både bød på inspirationsbesøg hos høreapparatsproducenten Widex og networking med middag i Vedbæk.
Høreapparatsproducenten Widex befinder sig i Lynge, i et imponerende domicil, der blev indviet i 2010. Det nybyggede hovedkvarter gør både brug af vedvarende energikilder og maksimal genvinding af energi, og er på den måde et meget miljøvenligt hus for de knap 700 medarbejdere det rummer.
Dette var rammen for første del af maskinsektionens sommermøde, hvor medlemmerne blev vist rundt på Widex. Rundviseren var Anders Klarskov Krogh, chef for værktøjsafdelingen, der gav et indblik i den imponerende automatiserede produktion, der foregår i huset.
Højteknologisk produktion blev vist frem
Widex producerer og samler næsten alle komponenterne der anvendes i virksomhedens høreapparater på fabrikken i Vassingrød – lige fra mikromekaniske emner i plast og eksotiske metaller til chips og halvledere. Maskinsektionens besøg drejede sig om plaststøberiet, værktøjsafdelingen og den nye automatiserede samlelinje, kaldet Føniks.
Widex har patent på et særligt voksfang, der er en forbrugsvare, som anvendes af alle høreapparatsproducenter. Der har været stor vækst indenfor dette produktområde. Widex er alt i alt et godt eksempel på en stor produktionsvirksomhed, der har formået at holde produktionen i Danmark ved at gøre brug af højteknologiske metoder og automatisering af processer.
– Det er fantastisk at se en produktion af så fine og små emner. Især værktøjsmagerne er nogle af de dygtigste, jeg har set, og det forklarer, at man kan opnå den præcision, der er nødvendigt for at producere så små emner som høreapparater, fortæller Rasmus Grusgaard, innovationskonsulent i Plastindustrien.
Især værktøjsproduktionen til de meget små emner, er interessant og lærerig, og antallet af gnistprocesser i processen er ualmindelig høj.
Tid til networking i sommervejret
Sommermødet gav traditionen tro også deltagerne mulighed for at networke i mere afslappede omgivelser. Dagen blev nemlig sluttet af på restaurant La Vela i Vedbæk, hvor der med udsigt over Øresund blev serveret dejlig mad og vin.