Roskilde-virksomhed forventer øget indtjening

Ikke-kategoriseret

RIAS A/S, der er Danmarks største udbyder af plasthalvfabrikata, har netop offentliggjort virksomhedens resultat for regnskabsåret 2012/2013. Virksomhedens nettoresultat blev på 2,8 millioner kroner mod 4,3 millioner kroner året før. Til gengæld forventer Henning Hess, adm. direktør, at selskabet i regnskabsåret 2013/2014 løfter indtjeningen betragteligt.

Del:

Af Lars Friis Farsøe.

Roskilde-virksomheden RIAS A/S, der er udbyder af plasthalvfabrikata, kom ud af regnskabsåret 2012/13 med tilbagegang på såvel top- som bundlinje.

Efter et resultat før skat i 2012/13 på 2,8 mio. kr. venter selskabet i indeværende regnskabsår et resultat på mellem 6 og 9 mio. kr. I 2012/13 faldt selskabets omsætning med 1,9 mio. kr. til 238,2 mio. kr., og nettoresultatet blev på 2,8 mio. kr. mod 4,3 mio. kr. året før.

– Regnskabet er påvirket af en fortsat afdæmpet aktivitet på et meget konkurrencebetonet marked. Desuden er omkostningerne steget som følge af en intensiveret salgsindsats, skriver RIAS A/S i regnskabet.

Læs mere under annoncen…###REKLAME###

Positive forventninger til næste år

Selskabets administrerende direktør Henning Hess skriver i regnskabet, at RIAS A/S i årets løb har gennemført en markant justering af driften på næsten alle områder, hvilket er sket på baggrund af en stærk konkurrence og den vigende aktivitet, som især har præget byggesektoren.

Imidlertid forventer Henning Hess, at virksomheden i regnskabsåret 2013/2014 er i stand til at løfte indtjeningen:

– Vi har styrket salgsindsatsen for at udnytte de muligheder, der vil opstå de kommende måneder og år i takt med, at vi forventer, at markederne normaliseres. Det er RIAS' målsætning at fastholde positionen som den største udbyder af plasthalvfabrikata Danmark.